Der har efter undertegnedes mening været lang mellem snapsene blandt hæderkronede Metal Blades utallige nye signinger gennem de sidste par år; det meste har i mine ører været en omgang enslydende ‘moderne” metalcore hybridbands af den ene eller den anden slags, men nu ser det ud til at der endelig er et nyt band på vej fra den kant, der kan få old man Byrial til at spidse ører. Navnet er Demiricous, og albummet er “One”; bandets full-length debut på Metal Blade.

Demiricous spiller thrash med stort T; thrash i sin pureste form og befriende renset for afsmitning fra metalcore, neo-metal eller andre udvandende elementer som skønsang og keyboards. Det lyder måske umiddelbart som en uendelig kedelig opskrift i ørerne på en del yngre læsere af Clonemetal, men tro mig; det virker!

I hvert fald kan alverdens tilbedere af Slayers udtryk fra midtfirserne godt allerede nu skrive navnet Demiricous bag øret, for det er netop Slayer fra den periode jeg med det samme fik i tankerne efter de første par gennemlytninger af “One”. Dog ført lydmæssigt frem til nutiden via Zeuss’ vellykkede produktion og forsangerens noget grummere vokal sammenlignet med Tom Arayas i sin tid. 

Apropos Slayer så lyder riffet i nummeret “Cheat the Leader” meget i retningen af titelnummeret fra Slayer albummet “South of Heaven”, men også skæringer som “Repentagram”, “Vagrant Idol”, “Heathen Up (Out for Blood)” og “Matador” galoperer uimodståeligt af sted i hæsblæsende old school thrash stil, ja “To Serve is to Destroy” og “Ironsides” har endda noget ‘riot-gang’ backup kor på omkvædet der giver mindelser om gode gamle Exodus. Demiricous har med andre ord virkelig flair for at genskabe fortidens storhed i et helt kontemporært udtryk, så både nye og gamle thrash-fans burde kunne finde intens nydelse i de på én gang aggressive og svært headbanger-venlige udladninger. Adrenalin-niveauet er i hvert fald helt i top! 

Demiricous er det nye års første store musikalske overraskelse for mit vedkommende, og debutalbummet “One” er samtidigt ét af de fedeste ’rene’ thrash albums i et godt stykke tid; en syngende lussing af en udgivelse der puster en smule tiltrængt liv i en lidt hendøende genre, og som passende kan være en kærkommen thrash distraktion i den ulidelige ventetid frem imod Slayers formodentlig næste milepæl i genren. Thrash it up! –byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM