defleshed - reclaim the beat clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 04.04.05 | High-Speed Death/Thrash | Regain/Target | Bergstrand |
|
Den svenske death/thrash power-trio Defleshed er på banen igen for at kræve beatet tilbage på deres helt nye højhastighedsalbum ”Reclaim the Beat”; deres 5. full-length i rækken. Spænd venligst sikkerhedsselen, folkens… Den store dynamo i Defleshed er som altid trommeslager Matte Modin, som rent ud sagt er et powerhouse af Barsebäck dimensioner! Mandens aktivitetsniveau kunne sikkert holde Malmö og omegn med lys og varme i månedsvis, hvis man ellers kunne opmagasinere de rå mængder energi Modin får genereret på ”Reclaim the Beat”. Den geniale producer Daniel Bergstrand har dog gjort sit yderste for at få ’tæmmet’ Deflesheds lyd og give den maksimal strømlinet punch via en HDCD produktion så skarp, at man næsten kan skære sig på den! Rent musikalsk lyder Defleshed stadig som hvis et klassiske tyskerthrash band som Sodom eller Destruction fik en stang beriget uran sparket brutalt op i tolvfingertarmen; altså traditionel speedmetal/thrash gammabestrålet med en overdosis death metal aggression, der ville kunne gøre selveste Hulk endnu mere grøn af bar misundelse. Med 12 numre og en spilletid på 36 minutter er hvert nummer på ”Reclaim the Beat” præcis 3 minutter langt i gennemsnit, og med tanke på den lille variation der er i Deflesheds kompositioner passer det perfekt; man når aldrig at blive træt af et nummer før den næste knap kontrollerbare death/thrash perle brager af sted. Eksempler som ”Bulldozed (Back to Basic)”, ”Under Destruction”, ”May the Flesh be with You” og ”Aggroculture” viser hvad Defleshed mestrer som få; simple men uhyggeligt fængende omkvæd, nogle få midtempo thrash grooves og så de patenterede passager, hvor der fræses derudaf i et fuldstædigt hysterisk og opskruet tempo! Som inkarneret Mötley Crüe fan er overversionen af ”Red Hot” taget fra Crües ultimative partyalbum ”Shout at The Devil” dog højdepunktet for undertegnede på ”Reclaim the Beat”. Sådan skal en ideel coverversion lyde, og jeg ville give mange penge for at opleve Tommy Lees ansigtsudtryk, hvis man præsenterede ham for Modins grumme præstation på Deflesheds udgave af nummeret! Sammen med det nye Usurper album ”Cryptobeast” er ”Reclaim the Beat” et godt bud på den perfekte underlægningsmusik når den forvasket cowboyjakke plastret til med Kreator patches og det lange fedtede garn skal luftes til en ramme billige tyske dåseøl. Selvom Defleshed ikke lyder radikalt anderledes end på det forrige album ”Royal Straight Flesh”, gør den forbedrede produktion og især den fantastiske Mötley Crüe coverversion, at ”Reclaim the Beat” efter min mening fremstår som Deflesheds bedste udgivelse siden ”Under The Blade”. Forrygende album! –byrial
|