Som fan af brutal deathmetal-genren må man af og til tage sig til hovedet. Det er jo ikke fordi musikken man hører er den mest opfindsomme på Guds grønne jord. Eller den mest spændende. Egentlig er det ikke det mest kunstnerisk forsvarlige i hele verden, at man knapt nok kan kende forskel på Deeds of Fleshs og Inveracitys seneste udgivelser. Eller at hedengangne Deprecated nærmest var et "Effigy Of The Forgotten" coverband. I det hele taget er det ikke ret fantastisk for en genre, når den mest markante drejning den har taget i nyere tid, er en, der giver højeste prioritet til egenskaber som hiphop-agtige grooves og det at lyde helt vildt meget som en gris, jævnfør den meget udskældte "slam death"-bevægelse mageligt frontet af bands som Lust of Decay, Stabwound og Soils of Fate. Enkelte store navne undgår med lidt god fantasi at falde i homogeniseringsmaskinen; fx har californiske Disgorge altid haft en helt særlig spillestil og Odious Mortem blander flot teknikalitet og melodi med traditionelle brutal deathmetal-træk, men generelt set må man nu engang sande at langt størstedelen af nye udgivelser simpelthen er anakronismer.
Derfor kunne "Psalms of the Moribund" ikke falde på et bedre tidspunkt.

Defeated Sanity udgav i 2004 den fede, men dog ret anonyme "Prelude To The Tragedy", der bar vidne til et meget teknisk velfunderet band der dog var lidt sky for at bryde med genrens konventioner (som så mange andre, skulle man tro) og pladen forblev da også forholdsvist ubemærket. Til alt held, og forhåbentligt som godt eksempel for genrens øvrige bands, har Defeated Sanity lært af egne fejl i anden omgang, og resultatet er intet mindre end en totalt genopfindelse af både bandets egen lyd, men af genren som helhed.

Jo, jo, vi er skam stadig i brutal deathmetal-regi. Der er ingen Malmsteen-soli eller skønsang her; Defeated Sanity prøver aldrig at transcendere genren (og tak for det), men kommer i stedet rundt i nærmest alle tænkelige afkroge af brutal sangskrivning. Hvis man forestiller sig en vanvittig cocktail af Disgorges mesterværk, "Consume The Forsaken", Devourments klassiker, "Molesting The Decapitated", Suffocations milepæl, "Effigy Of The Forgotten" og et kraftigt stænk af innovativ, ikke-set-før sangskrivningen og jazzet trommespil fra en anden verden, så har man nogenlunde det udtryk, Defeated Sanity mestrer. Alt sammen pakket ind i en meget naturlig produktion, der især bærer præg af at størstedelen af sangene blev indspillet live i studiet - der er altså ingen klinisk cruise control-brutalitet som ved fx førnævnte Inveracity eller Deeds of Flesh.

På lige godt en halv time tager Defeated Sanity lytteren med på en rejse igennem sindets allerdunkleste afkroge, og med sangtitler som "Fatal Self-Inflicted Disfigurement", "Butchered Identity" og "Hideously Disembodied", lader heller ikke deres tekstmæssige side meget tilbage at ønske: meget, meget grafiske beskrivelser af triste skæbner ledsaget af nærmest sindssygt uforudsigelige hop imellem tidssignaturer og varierende tempi skaber en meget dyster stemning albummet igennem, hvilket efter et par gennemlytninger gør Defeated Sanitys valg af bandnavn endnu mere passende.

Særskilt skal trommeslager Lille Gruber nævnes, da denne bidrager så meget til både pladen og til trommespil i genren som helhed, at det simpelthen er en fryd for øret. Umiddelbart lyder han som en hybrid af Suffocations Mike Smith og navnkundige Flo Mounier fra Cryptopsy, men har alligevel sin helt egen stil der bl.a. kommer til udtryk i brug af lilletrommen, hvor han suverænt veksler mellem traditionelle slag og de såkaldte "rimshots", slag på trommekanten, der får det til at lyde som om han har to forskellige lilletrommer at gøre godt med. Og grundet de meget opfindsomme sangstrukturer, der vel nærmest lyder rent improvisatoriske meget af tiden, lægges der yderligere afstand til den føromtalte metervarebrutalitet, samtidigt med at pladens væld af detaljer gør den til en ekstraordinært udfordrende og langtidsholdbar lytteoplevelse.

Defeated Sanity er ikke for alle. Hvis man ikke søger den brutale deathmetals knusende atmosfære, så skal man måske lige tænke sig godt om før man går i krig med "Psalms...", for bandet repræsenterer alle genrens uhyrlige herligheder på allerfornemmeste vis. Hvis man har mod på et album der indeholder alt for meget kompleks brutalitet til lige at fænge i første gennemlytning hos hvem som helst, så er "Psalms Of The Moribund" klart en investering værd. Brutal deathmetal har aldrig lydt så godt, så komplekst, så ondt og så gennemgående vanvittigt. En meget vægtig kandidat til Årets Album hos denne anmelder. -nicolai.

Kom med kommentar i vores FORUM