|
Nej, nu må det holde! Det er ikke naturligt det hér!
For Gud ved hvilken gang i år udsender Unique Leader et album med et for mig hidtil ukendt band, og endnu engang er resultatet en udgivelse der viser sig at sparke noget så eftertrykkelig death/grind røv! Decrepit Birth betyder noget i retningen af en ’affældig fødsel’, og flertallet af såkaldte ’normale menneske’ ville sikkert også mene at Decrepit Births version af ’musik’ nærmere lyder som en abort sat til musik af et DAMP-barn med en løbsk brolæggerjomfru!
På den oprindelige version af åbningsnummeret ”Prelude to The Apocalypse” som Decrepit Birth blev signet af Unique Leader på baggrund af, hjalp det tidligere Dying Fetus/Misery Index medlem Kevin Talley bandet med trommestikkeriet, men på ”…And Time Begins” er Tim ’The Missile’ Yeung kommet med i rækkerne, og dét går ikke stille af!
Manden er, som man i sin tid kunne forvisse sig om på Hate Eternal debuten ”Conquering the Throne”, tight og hurtig som få! Måske er folk som John Longstreth og Flo Mounier lige den tand mere tekniske, men rent tempomæssigt matcher mr. Yeung dem med lethed! Ærefrygtindgydende!
Nogle vil måske mene at trommeproduktionen er unødig triggeret og unaturlig, men lige til denne form for mekanisk og teknisk death/grind passer det efter min mening perfekt. Tilmed har bassist Derek Boyer fået en dejlig stålet, grum og ikke mindst hørbar baslyd, så rytmesektionen er så sandelig i absolut højeste gear på denne Decrepit Birth debut!
De første mange gange man hører ”…And Time Begins” synes numrene at løbe umærkeligt sammen pga. det kompakte og hæsblæsende lydbillede, men efter utallige gennemlytninger begynder de enkelte numre så småt at træde tydeligere i karakter og fremvise individuelle kvaliteter. Indrømmet, hele albummet er i alt overvejende grad én lang blast-fest fra start til slut og burde være den ultimativt våde drøm for enhver speed-freak, for hvem det ikke kan blive heftigt og navnlig hurtigt nok!
Enkelte langsommere passager sniger der sig dog trods alt ind som f.eks. på den instrumentale ”Of Genocide”, der nærmest fungerer som en slags intro til det afsluttende titelnummer, hvor tempoet atter et tilbage i maximum overdrive
Min favorit på ”…And Time Begins” er dog den lille death/grind perle ”Shroud of Impurity”, men også det nævnte åbningsnummer ”Prelude to The Apocalypse”, ”Thought Beyond Infinity” og ”Rebirth of Consciousness” nærmest tiltvinger sig adgang til lytterens opmærksomhed med deres overdrevne og altødelæggende brutalitet. Decrepit Birth er så langt fra at være lyttevenlige i gængs forstand som man næsten kan komme med en bas, et trommesæt og et par guitarer. Heldigvis…
Det klassiske og totalt lækre Dan Seagrave cover-artwork skal nødvendigvis også lige nævnes, da det er i absolut særklasse, og bringer mange nostalgiske minder frem om sublime covers til midt-90´er albums fra bands som Entombed, Dismember, Monstrosity og Suffocation.
Lidt malurt skal der dog afslutningsvis droppes i bægeret. Efter 9 numre på godt 25 sluttes albummet af med små 5 minutters fuldstændig ligegyldig baggrundsstøj, som kun synes at have den ene funktion at på kunstig vis pumpe udgivelsens samlede spilletid op over den halve time. Decrepit Birth spiller så hurtigt og intenst, at 25 minutter hverken er et sekund for kort eller for lang tid, så den slags narrestreger virker i mine øjne som et tegn på manglende tiltro til kvaliteten af egne evner.
Jeg er snublende tæt på at uddele det 5. C til Decrepit Birth, men da ”…And Time Begins” trods alt i sammenligning med de seneste albums fra labelmates Spawn of Possession , Deeds of Flesh og især geniale Psycroptic ikke helt indeholder ligeså mange memorable numre og afvekslende kompositioner, må Decrepit Birth nøjes med 4 STORE C´er i denne omgang. Er man ligesom undertegnede efterhånden ved at være en til det fanatisk grænsende fan af alt hvad Unique Leader udsender af death/grind i disse tider, så behøver jeg vel ikke nævne, at ”…And Time Begins” nødvendigvis bør tilføjes samlingen af nabofjendsk støjforurening i en vis fart? Nej vel… -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|