Dekadent dommedagsparty, hyggeligt freakshow, ildevarslende pop, organisk industrial. Sådan kunne man blive ved med at beskrive Deathstars' musik med kontrastfyldte udsagn. Deathstars' opskrift er enkel, effektiv og mest af alt tvetydig. Sangskrivningen er ubekendelig svensk melodisk tæft med sans for virkningsfulde effekter. De har konceptet på plads, og så er der kun en vej frem. De kunne med samme lethed udfylde en plads på Wacken, som de kunne stille op til melodi grand prix.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg ikke umiddelbart er på hjemmebane her. Jeg kender dog god pop når jeg hører det, også når den fremstår i gotisk/industrial forklædning. Det her er kort sagt knippelgodt håndværk, og integriteten er også i orden. Så på den måde sidder det simpelt hen i skabet, og så er der ikke så meget mere at sige om det. Der er endda elementer der hidrører fra den ekstreme metal, så der er lidt at komme efter for selv dem der kun har det som præference.

Ydermere er synth/techno elementerne så tydelige, at det også appellerer til folk der normalt ikke hører metal. Recepten er klar, så der ikke opstår uventede ubehagelige overraskelser, og netop her findes Deathstars Akilleshæl. Numrene har tendens til at smelte sammen, fordi de stort set er opbygget på samme måde: synthintro, herefter et pulserende rytmespor, dernæst Whiplasher's karakteristiske dybe dikterende vokal (tænk Type O Negative, Rammstein, Fields Of The Nephilim), melodisk omkvæd - og her kommer de hårde rytmeguitarfigurer ind - ledsaget af Skinnys smagfulde råbevokal.

Der er ingen grund til at fremhæve nogle numre frem for andre, men et hit kunne være den balladeagtige "Via The End". Sangene er meget ens, men også af samme høje kvalitet. De eneste der bliver hæget helt af her, er folk med hang til episke progressive kompositioner, kilometerlange guitarsoli eller kompromisløs doom. Det her er groovy metal med et sleaze-pop twist, som de gæve svenskere selv kalder deathglam. Jeg synes egentlig gothglam ville være mere sigende. Det er underholdende, sympatisk og effektivt. Men en medalje har som bekendt to sider, nøjagtigt ligesom alle de sigende prædikater man kan klistre på Deathstars. Holdbarheden er det egentlige men individuelle spørgsmål. Foreløbig ryster jeg mit beskedne korpus - simon

Kom med kommentar i vores FORUM