Ville svenskerne dog så gerne have deres egen pendant til The Kovenant? Det vides virkelig ikke, men de fik det nu alligevel, for Deathstars er allerede blevet markedsført massivt i hjemlandet gennem radio og tv, så deres prettyboy goth-metalliske image og musik er kommet helt hjem i stuerne – klar til at blive konsumeret af alle de små, sortklædte og fortvivlede teenagere, der søger endnu et soundtrack til når mor og far skal trodses.

Utvivlsomt burde der da også være salg i skidtet, nu hvor Marilyn Manson og førnævnte The Kovenant kan trylle så mange enheder over disken, så hvorfor ikke også lige få en andel i julehandelen med et nogenlunde enslydende produkt, når man nu kan? For det er jo alt sammen hørt før – dyb, monoton og livløs vokal splejset op med keyboardflader der er mere syntetiske end de stoffer du finder i en discount læskedrik fra Netto, og så er der de oversimple og gennemgående ret identiske riffs gang på gang hele albummet igennem. 

Og alligevel er der et eller catchy moment over de fleste numre. Skræmmende, men sandt nok, er de enkle omkvæd udstyrede med skarpe tænder, der ikke umiddelbart giver slip igen, når de først har fået en luns af dig, sådan lidt på samme måde som hos Peter Tägtgrens Pain projekt. Det tarvelige cover af ”White Wedding” kunne man uden tvivl let have været foruden, men ellers er niveauet nogenlunde jævnt og ok gennem de femogfyrre minutters spilletid.

Ganske finurligt er det under alle omstændigheder, at albummet nu er døbt ”Synthetic Generation”, for her er virkelig tale om et produkt bragt kunstigt til live med et ganske specifikt mål på dagsordenen. Der burde i hvert fald være mere hintpotentiale nu, end da bandet hed Swordmaster og spillede black metal. Har aldrig været glad for udtrykket om at sælge ud, men her… -guldmann 

Kom med kommentar i vores FORUM