Så er der virkelig dømt virvar af musikalske influenser. Midt i emogenrens konstante brug af udkogte virkemidler, dukker der fem belgiere i foretagendet Death Before Disco op, med et besynderligt navn, og et album, der grænsende til det genrenedbrydende tager udgangspunkt i rendyrket kompositorisk turbulens og store armbevægelser. Det kan umiddelbart lyde som et værre roderi, der kunne få forbilleder som The Mars Volta og Dredg til at fremstå jordbundne, men Death Before Disco´s blanding af emo, prog og diverse udskejelser til jazz og indie fungerer alligevel uden de helt store komplikationer på ”Barricades”.

Selvom Death Before Disco´s sange alle er skåret over den melodiøse emo-skabelon, afviger bandet altså et godt stykke hen ad vejen fra genrens hjertesørgende identiteter, ved hele tiden at spinde indie-stykker, manisk metal og prog-elementer ind i numrenes harmoniske essens. Ikke at vi er helt oppe i Mars Volta´s episke skylag, og hang til det overmættede, men mindre kan også gøre det. Som når den ellers middelmådige ”Barricades Of Rumble”, pludselig og fuldstændig umotiveret, i kaotiske fem sekunder mod slut, uddeler infernalske bøllebank, a la Dillinger Escape Plan, bare lige for at understrege den seriøst forfriskende legesyge og diversitet der udstråles. Death Before Disco åbenbarer med påfund som disse en sjælden selvstændig signatur, der i sin manifestation uden for anonymiteten, bringer bandet væk fra mængden af ligesindede.

Det tager dog sin tid at få fuldt udbytte af ”Barricades”, idet de mange forskellige idéer der flettes ind og ud af lydbilledet, kan indgyde til hurtige frustrationer. Sangenes fokus mistes dog aldrig i forsøget på at være originale og overraskende, og den tålmodige lytter vil snart kunne finde ind til kernen af en håndfuld himmelråbende perler, som åbneren ”Etireno”, der sammen med næsten ulideligt fængende ”Full Metal Jacket” og ”Modern Times” træder ind som højdepunkter på ”Barricades”. Alle besidder de omkvæd, der med knivskarpe melodilinjer skærer sig ind i hjernen, og sætter sig som syngende igler. Numre, der uden at ofre den særegne kant, er komplet uafrystelige i deres dyrebare melodimateriale og evindelige energi. Netop energien er i øvrigt en utrolig vigtig del af udtrykket hos Death Before Disco. Om det er ungdommens insisteren eller blot en utrolig spilleglæde der gør det, ved jeg ikke, men i hvert fald afleveres hvert nummer, med et overskud og en sydende intensitet, der nærmest raser ind over lytteren i kæmpemæssige bølger. 

Death Before Disco mangler nu bare kunne slibe de helt store fejltagelser fra. Det decideret malplacerede kirkeagtige kor, der kværner løs i midten af ”Jaguar”, burde nok være blevet gennemskuet som en dårlig idé, ligesom det infantile omkvæd der skæmmer ”Goodbye”, nok ville tage sig bedre ud ved børne-melodi grand prix. Men tingene har sin pris. I sidste ende er Death Before Disco´s forsøg på at tage chancer og svømme mod strømmen hamrende prisværdigt. De ufatteligt pågående ”Pyramids On Mars” og ”Kill The Dancer”, er samtidig yderligere tegn på et enormt potentiale, der, hvis kvartetten formår at træde ved siden af originalitetens faldgruber, og samtidig øge bundniveauet en smule, sagtens kan indfries. Death Before Disco er et band der bliver værd at holde øje med. Tro mig. –dennis 

Kom med kommentar i vores FORUM