Death Angel burde have kaldt deres comeback album ”The Art of Survival” i stedet for ”The Art of Dying”, for efter 14 års pause og adskillige potentielt fatale hændelser er Death Angel, bandet med et af de fedeste navne og logoer på metalscenen, tilbage med et brag af et livsbekræftende album!

Da Death Angel i sin tid markerede sig på San Franciscos Bay Area scenen var det lidt under lignende omstændigheder som da dødskongerne Decapitated slog igennem, idet medlemmerne af Death Angel i lighed med Polakkerne startede meget unge; trommeslager Andy Galeon var således kun 14 år gammel på bandets debutalbum ”The Ultra Violence” fra 1997. I løbet af 4 måneder havde ”The Ultra Violence” i øvrigt solgt mere end 40.000 eksemplarer! De gode gamle dage…

Selv stod jeg på vognen med Death Angels 2. album ”Frolic Through the Park” fra 1988, som bl.a. indeholdt det klassiske nummer ”Bored”, til hvilket der også blev produceret en video til M-TV’s Headbanger’s Ball. Både på baggrund af denne video og bandets potentiale i øvrigt signede det store pladeselskab Geffen Records Death Angel, og alt så rosenrødt ud mht. bandets fremtid.

Desværre skulle Death Angels 3. album ”Act III” fra 1990 både blive bandets mesterværk og sidste udgivelse indtil ”The Art of Dying” her 14 år senere. På ”Act III” eksperimenterede Death Angel med de ellers ret rigide rammer for, hvad man kunne tillade sig som et thrash band, og dristede sig endda til at inkludere 2 fantastisk smukke ballader i form af ”Veil of Deception” og ”A Room With A View”. Sidstnævnte nummer gav anledning til endnu en fed video.

Senere i 1990 indtraf så katastrofen. Death Angel kørte galt med deres tour bus, og medlemmerne af bandet blev ilde tilredt, især trommeslager Andy Galeon der måtte tilbringe det meste af et år med at komme sig. Herefter faldt tingene lige så stille fra hinanden, og da forsanger Mark Osegueda valgte at forlade den synkende skude for at flytte til New York, gik bandet til sidst i opløsning. Nogle af medlemmerne startede så bandet The Organization, der nåede at udgive et par ret ligegyldige albums, der ikke var i nærheden af Death Angels niveau.

Death Angel synes hermed dømte til en hensygnende tilværelse i den omtågede erindringen hos alverdens snart midaldrende thrash fans som undertegnede, men efter en lille eksklusiv håndfuld vellykkede koncerter i 2001-02 fik bandet pludselig mod på tilværelsen igen, og med en kontrakt med Nuclear Blast er ”The Art of Dying” nu pludselig en realitet her i 2004. 

Den største barriere for yngre thrash fans der associerer thrash genren med moderne bands som f.eks. The Haunted, Corporation 187 og Dew-Scented vil sikkert være den vokal Death Angel benytter sig af. Death Angel er nemlig vokalmæssigt mere i familie med ligesindede old school thrash bands som Vio-lence, Sacred Reich, Forbidden og Anthrax, hvor forsangerne rent faktisk forsøgte at synge i stedet for bare at brøle konstant. Indrømmet, Mark Osegueda har en lidt speciel stemme som sikkert ikke vil falde i alles smag, men personligt elsker jeg den, og han synger efter min mening bedre end nogensinde før på ”The Art of Dying”.

Numre som ”Thrown to The Wolves”, “Thicker Than Blood” og “Prophecy” repræsenterer Death Angel som man kender dem fra de gode gamle dage, nemlig som eksponenter for klassisk Bay Area thrash med svedige grooves og fuld fart på, lige præcis som alverdens old school thrash vrag vil have det. Min personlige favorit er dog ”The Devil Incarnate”, der er lidt tungere end hovedparten af numrene og fremstår dejligt mørkmelodisk, med et fængende omkvæd og med suveræn vokal fra Mark Osegueda som prikken over i’et. 

På ”Famine” lyder Death Angel mere rock´n´roll agtige end nogensinde før, men det udfører bandet såmænd også med sædvanlig flair for catchiness og melodi. Skæringerne ”Land of Blood” og ”No” følger fint op på dette nye og friske element i Death Angels musikalske repertoire. At Death Angel heller ikke har glemt hvordan man laver en kraftfuld ballade, er albummets afsluttende nummer ”Word to The Wise” et glimrende eksempel på. En perfekt afslutning på 55 minutter i selskab med et af thrash genrens genopstandne og helt klassiske bands.

Exodus har allerede leveret en fantastisk old school thrash udgivelse i år med den fede ”Tempo of The Damned”, men med ”The Art of Dying” har Death Angel lavet et mindst ligeså overbevisende comeback album. Hvad bliver det næste? Dark Angel? Demolition Hammer? Forbidden? -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM