Når nu emo-rocken i dag, med den selvdestruktive overflod af udøvere, synes stærkt mættet og forudsigelig, er det vitalt for et band i genren at udvikle sin stil selvstændigt. Sker det ikke, vil musikken blot gå i ét med hundredvis af andre gruppers strømlinede følelseseskapader, og man ender som ugenkendeligt offer for overbefolkningen, fængslet i midten af horden. Der er alt for mange bands, for øvrigt også i metalcore-afdelingen, hvor samme bevoksning foregår, der simpelthen ikke ofrer andet end forslidte gentagelser under fortærskede formularer.

Via en stærk revurdering af sin musik, er Dead Poetic dog en gladelig undtagelse. Det emo / screamo-belagte udtryk, der tittede frem på bandets 2004-udgivelse "New Medicines", er på nyeste opus, "Vices", blevet erstattet af grunge-inspration og klassiske rock-finesser. Et dybfølt og til tilder ganske betagende udtryk, der i sin klæbende melankolske form, har langt mere tilfælles med Stone Temple Pilots og Pearl Jam, end hvad der nu ellers er hipt på den vinterdansende emoscene. Sanger Brandon Rice har helt skilt sig af med sine, i øvrigt heller ikke alt for overbevisende skrig, og bandets sørgmodige og sommetider helt modløse tekster afleveres nu over et langt mere hårdtpumpet og tungt univers.

Hvis distanceringen af emo-scenen synes stor, så er nedvurderingen af hardcore-rødderne nærmest enorm. Der er ikke mange hints tilbage af den gamle aggressivitet, som udspillede sig på debuten "Four Wall Blackmail", hvilket egentlig er lidt synd, da den sjæl og passion der blev spillet med i de dage, langtfra er så gennemtrængende på "Vices", det stærke materiale til trods. Som en lidt mindre ekstrem og lettere fordøjelig version af Mew´s Jonas Bjerre, synger Rice sine pointer ud, uden på noget tidspunkt at blive rigtig farlig og vital, hvilket medvirker stærkt til at Dead Poetic, sine steder, når sangene ikke rigtig slår til, lyder kraftløse, uinspirerede og forvirrede i sin nye stil.

Rice kan dog spinde de mest fantastiske melodilinjer sammen. Når de fungerer allerbedst, som på versene i "Pretty Pretty" og "Self-Destruct and Die" skabes der en følelsesoplevelse, der ganske vist er let tilgængelig, men samtidig umådelig effektfuld. Her kommer Dead Poetic for alvor til sin ret, og tager fat i lytteren, lige præcis hvor det er tilsigtet. Det er helt uafviseligt når der ellers rammes plet.

Langt det meste materiale på "Vices" er altså glimrende rocksange, som lige fra guitarriffs til teksternes livssyn, er spundet over det mol-dominerende. Desværre er der ikke rigtig nogle deciderede åbenbaringer af sange, da omkvædene for ofte er lige vel umarkante nok til helt at lette taget. Der vil altså ikke være nogle nye kultsange som "August Winterman" og "Glass In The Trees" at finde, selvom den kuldegysende ærlige "Paralytic" (i øvrigt med Chino Moreno på visit) og førnævnte "Pretty Pretty" kommer tæt på. Dead Poetic kan egentlig meget vel have brændt nallerne med "Vices", uden vante semi-hits, og med stilmæssig konfrontation med sin fanbase, men set i lyset af modet og et stadig solidt tag i melodiøret, er "Vices" for det meste glimrende. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM