…og i dagens udpluk fra den tilsyneladende endeløse gennemstrømning af emo/hardcore bands, der forener det sure med det søde, finder vi Ohios Dead Poetic placeret lunt i svinget af den noget så tidstypiske bølge, som efterhånden har skyllet en god håndfuld håbefulde bands fra undergrunden og mod den kommercielle succes’ tårnende højder. Jeg er efterhånden ret sikker på, at man om fem eller ti år vil huske tilbage på denne strømning af pænt enslydende udgivelser med samme pinlige sammenkrumning af tæerne, som når snakken nu om dage falder på puddelrock eller grunge, men alligevel er Dead Poetic en ok fornøjelse at lytte til, men dog desværre også en lidt blandet en af slagsen.

Neddroslingen af hardcore inspirationerne fremstår som den mest markante ændring siden debuten, og fra tid til anden fortaber de sig da også helt i sødmens tåger, så jeg i hvert fald mistede et par totter hår fra hovedet i ren afmagt, men i et fornuftigt udvalg af numrene sker der faktisk et par fantastiske ting og sager, når alt går op i en højere enhed. ”Vanus Empty”, ”Hostages”, ”Bury the Difference” og titelnummeret kan faktisk alle konkurrere med, hvad f.eks. Underoath og Taking back Sunday har at byde på, og det har hele tiden været de skæringer, jeg har søgt tilbage mod efter at have skøjtet på må og få gennem resten af ”New Medicines” uden jackpot.

Resten af albummet drukner desværre i enslydende guitarharmonier samt et lidt for slattent og kønsløst vokalarbejde, der nu efterhånden danner grundlag for så mange tænderskærende frustrationer, at jeg efterhånden har brug for hård medicinering for at kunne magte flere gennemlytninger. Dead Poetic er stadig nogle unge hvalpe, og bliver de mere konsekvente med den modning, der er at spore hist og her, vil jeg også mene, at potentialet til en selvudhaling fra de helt slemme klichéers slipstrøm er mulig. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM