I sensommeren 2002 var Darkest Hour hovednavnet på den først Fredericia Hardcore Festival, siden hen er det kun gået en vej for bandet og det er opad. Albummet "Hidden Hands Of A Sadist Nation" fra 2003 blev et kæmpe aktiv for bandet og næste stop blev en plads på den store Ozzfest karavane i USA. I forhold til udgivelsen af det nye album "Undoing Ruin" har der efterhånden længe været et summende buzz længe, som optakt til at noget rigtigt stort var på vej.

Victory Records og Darkest Hour har da heller ikke på nogen måder underspillet hypen og forventningerne op til udgivelsen af "Undoing Ruin". Med et lille glimt i øjet har sammenligningerne gået tilbage til 80'erne og 90'ernes helt store metalliske værker, som At The Gates' "Slaughter Of The Soul" og Metallicas guddommelige "Ride The Lightning". Det er selvfølgeligt håbløs at gisne om (om) Darkest Hour i fremtiden kan opnå samme status og udødelighed som de nævnte navne og titler, men med "Undoing Ruin" har bandet i hvert fald skabt noget rigtigt stort.

"Undoing Ruin" er et værk på lige knapt 38 minutter som i sin helhed fungerer perfekt. Den stemningsmættede intro til åbneren "With A Thousand Words To Say But One" hænger sammen med outro'en på albummets 11. skæring den enorme "Tranquil". Den finte er naturligvis hørt før, men på "Undoing Ruin" er effekten ganske enkelt magisk!. I det hele taget er brugen af electronica ekstremt elegant på albummet, glem alt som Bleeding Through og Still Remains' overfedtede keyboard-grød, det er sådan her det skal gøres. Netop åbneren "With A Thousand Words To Say But One" er et fantastisk studie i hvordan man kan få tungmetal til lette sig fra jorden vedhjælp af elektroniske effekter, uden at efterlade kernen hul og opblæst.

Produktionen har selveste Devin Townsend (Strapping Young Lad) stået for og denne gang er Mr. T ikke gået efter hovedrollen, som det ellers før er set. Der skal nok være mange som husker Townsends legendariske produktion på Soilworks "Natural Born Chaos", men mindst lige så mange har også totalt glemt hvad resten af det glimrende album stod for. I forhold til svenske Frederik Nordström som skabte et meget buldrende og grødet udtryk på "Hidden Hands Of A Sadist Nation", så er produktionen på "Undoing Ruin" nærmest brusende og en smule svævende, hvilket har givet et meget delikat resultat.

Hele vejen rundt i rækkerne hos Darkest Hour er medlemmerne virkeligt trådt i karakter på "Undoing Ruin". Lige fra det super tighte og samtidigt flabet trommespil fra Ryan Parrish, over Henry's vokalarbejdet som har fået mange flere facetter, til Schleibaum/Norris' overjordiske riffs og soli viser materialet på "Undoing Ruin" et band som er på den ultimative top. I forhold til teksterne har bandet gudskelov valgt en langt mere personligt og langt mindre politisk vinkel på det nye album. Linjen "My Hell Is A Blank Piece Of Paper Staring Back At Me, My Hell Is Wasted Potentiel Haunting Me" fra den rå "This Will Outlive Us" rammer lige nøjagtigt der hvor den skal.

Det er nærmest umuligt at udpege højdepunkterne på et album som fungerer så godt i sin helhed som tilfældet er med "Undoing Ruin", men under tvang vil jeg nok pege på "Sound Of Surrender" og "Paradise". Sagen er i hvert fald den at Darkest Hour ikke på noget som helst tidspunkt falder af på den, jeg kan simpelthen ikke mindes at have oplevet samme niveau indenfor Metalcore paradigmet siden Killswitch Engage breakede med "Alive Or Just Breathing" tilbage i 2002. "Undoing Ruin" er skabt til at være det fyrtårn som indenfor tidens trend viser vejen ud af det dødvande, som ganske effektivt kvæler selvstændigheden og kreativiteten hos generationens metalliske potentiale. -and

Kom med kommentar i vores FORUM