Sidst vi hørte noget til Darkest Hour her til lands, var da de gæstede forrige års Fredericia Hardcore Festival. Det var et brag af en koncert til trods for, at en af mine medsammensvorne røg en tur i gulvet og endte på hospitalet med et styrtblødende øjenbryn, men det er jo hvad der kan ske til den slags, når der er godt gang i pitten. Nu er Washingtons mest fornemme hc/metal combo så tilbage med andet album på Victory, for endnu en gang at flænse al konkurrence synder og sammen.

Siden der i de sene 90’ere blev sat gang i det nådesløse maskineri, der er Darkest Hour, har de stødt og roligt arbejdet sig op til at være blandt frontløberne i den metalliske hc scene. Da jeg for første gang hørte nummeret ”Reflections of Ruin” fra ”The Prophecy Fulfilled” minien, var det lidt af en åbenbaring. Andre hardcore acts havde længe flirtet med brugen af metallens goder i deres musik, men Darkest Hour omfavnede den fuldt ud og nedbrød grænsen mellem de to genrer totalt. Er de hc band der spiller metal, eller er det lige omvendt? Måske slet ingen af delene?

Et stort personligt problem jeg har haft med den senere tids melodeath udgivelser har været, at musikken er blevet for ren og poleret, da de velklingende indslag i lydbilledet simpelthen har tager overhånd. De seneste udgivelser fra Soilwork og In Flames har af den grund været oplagte støvsamlere herhjemme, da jeg savner vitaliteten og det aggressive bid fra deres tidligere udskejelser. Her træder Darkest Hour dog heldigvis ind og redder dagen for mig.

Fra de første takter af ”The Sadist Nation” slås an og til det afsluttende, instrumentale epos ”Veritas, Aequitas” klinger ud, er der dynamik og fart over feltet. For virkelig at nå til rødderne af den melodød de dyrker, har de som det første amerikanske band nogensinde været en tur omkring Fredrik Nordström og Studio Fredman i Göteborg, og så sandelig om det ikke har givet pote, da lyder er endnu mere veldefineret og nuanceret denne gang. De er også blevet en smule mere thrashy, og det skader intet.

En massiv rytmisk bund blandes med sønderlemmende riffs, der er strøet ud over hele herligheden som skidt fra en spædekalv. Til trods for de melodiske guitarløb holdes den formørkede stemning intakt tiden ud, og det kan man især takke John Henry og hans effektivt skræmmende metalcore vokal for. Har han et hjerte eller ej? Jeg er sgu ikke helt sikker… 

”Marching to the Killing Rhythm”, ”The Sadist Nation”, ”Oklahoma” og ”Seven Day Lie” er allerede ved at være nyklassikere i min bog, og de gør sig glimrende i enhver tænkelig situation – være det sig når jeg ter mig som en tosset derhjemme, har skiven med i discman’en på cyklen eller er i drikfældigt lag. Darkest Hour er et allround middel mod inaktivitet og sløvsind!

Af gimmicks har de skrabet sig en gæsteliste sammen, der kunne være et hip hop eller Soulfly album værdigt: Anders Björler (The Haunted), Peter Wichers (Soilwork), Thomas Lindberg (The Great Deciever mm.) og Marcus Suneson (The Crown). Stik den, hvem der kan!

Og på bundlinien spørger i så; ”jamen, er der slet ikke noget skidt ved denne satan af et metallisk festmåltid?”. Puha, skal jeg virkelig til svare på det? Det skal jeg vel. Under moderat fysisk pres vil jeg nok godt kunne tvinges til at fremstamme, at jeg søger en lille bitte smule mere variation iblandt de enkelte tracks, men så er vi altså også ude i petitesseafdelingen.

Så folkens, hvis In Flames ikke længere kan tilfredsstille Jeres lyster, og/eller I bare brænder for seriøst heftig metalcore, så er der ingen som helst grund i Verden til at lede videre. ”Hidden Hands of a Sadist Nation” er der for Jer til evig thrashet frelse. Amen. Byrial, hører du efter? –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM