Med en så fantastisk debut i baglommen og tre næsten lige så fede opfølgere er det også hulens svært at gøre ret mange fans tilfredse oven på de turbulente år efter bruddet med den oprindelige (guddommelige!) besætning, og alligevel er ”Circle of Snakes” skam også pænt hæderlig. Hvis blot man endegyldigt kan acceptere, at tingene bare aldrig igen bliver som før.

I hvert fald er der ikke mange runde kanter i lyden her, og kombineret med at Tommy Victor fra Prong nu tager sig af alt guitararbejdet, giver det et fantastisk nedbarberet og forblæst helhedsindtryk, dog uden at vi ender helt tilbage ved noget, der vækker genklang til Misfits under ”Earth A.D.” æraen. Så lidt tilbage i garagen – det oprindelige udgangspunkt – er den kære Glenn og frænde da bestemt. Godt og solidt, men uden alt for meget blændværk.

Alt det pjat med billige effekter og filtrer på vokalen er også skippet, hvilket da også bare lige manglede, når mandens stemme i ren form nu engang altid har været hans suverænt største aktiv. Klagesangen af harpuneret gigant fra havet er atter på banen, og Glenn ruller sig så godt ud, som stemmebåndet nu tillader det i disse dage, for han lyder ærlig talt også lidt medtaget og rusten, når alt kommer til alt. Gnisten i lyrikken virker også helt slukket, for der er sgu bare ikke så mange memorable strofer længere, som potentielt kan sætte sig fast

Mange nye fans scores der reelt set nok alligevel ikke længere, men i kampen mod at forblive en ”has-been” stås der godt imod med ganske fint album, du sagtens kan give dig i kast med, hvis ungdomsårene alligevel blev brugt på at skråle med på ”Mother” og alle de andre hits. De fleste numre her står solidt på egne ben, og især synes jeg, at ”Black Angel, White Angel”, ”1000 Devils Reign” og den bombastiske ”Skincarver” gør sig rigtig ondt. Ved den eventuelle udsigt til en 9’er fra Danzig kan jeg måske alligevel sove trygt igen! - guldmann