Lad det være sagt med det samme: denne anmeldelse er subjektiv, og gør intet for ikke at være det. Havde det her nemlig været den nye AC/DC, så ville karakteren sandsynligvis være 1 eller 2 højere, end hvad Danko Jones får. Og det er da sådan set ikke særlig retfærdigt, men canadiske Danko Jones (som både er bandets navn, og navnet på dets front man) har altså bare ikke sparet lige så meget goodwill op hos mig, og de kommer heller aldrig til det. Det betyder ikke, at "Sleep Is The Enemy" ikke er en god plade. Men nogen gange er det fedt når et band skriger "3, 4…" og så er der smæk for skillingen, andre gange er det knap så fedt. Hvorfor det er sådan, er ikke altid lige til at sige, derfor denne helt igennem subjektive og uretfærdige bedømmelse.

Af en eller anden rammer det mig ikke synderligt, at Danko Jones spiller effektivt, tight og aggressivt. Det er mig mere eller mindre ligegyldigt, at deres sange er skåret ind til benet, og leveres med den helt rigtige "in-your-face"-attitude. Det rører mig ikke, at de også holder gamle rockdyder i hævd, såsom overstyret bas, skærebrænder-guitar og Black Sabbath dunder-trommer. Det er kort sagt en plade der rager mig langsomt, men den generer mig heller ikke. Derfor kan den heller ikke få andet end en middelkarakter, hverken mere eller mindre.

Hvis nogen synes det her lyder ulogisk, skal jeg med det samme give dem ret. Danko Jones skal nok finde sit publikum, og deres navn er da også vokset stødt siden deres debut i 1999. Er man bare til garage rock eller kloner af diverse gamle rockhelte, så er det her helt sikkert en fed plade. Jeg føler bare, at det her er en tom skal af attitude, også selvom sangtitler som "The Finger", "She's Drugs" og "Time Heals No Wounds" tyder på en vis spidsfindighed. Hvis man føler at pladesamlingen p.t. mangler noget gedigen heavyrock, så er "Sleep Is The Enemy" et udmærket køb. Men man kan også med sindsro lade være, og støve de gamle skiver af med AC/DC, Stooges eller Motörhead. -simon 

Kom med kommentar i vores FORUM