Lidt for mange hårdt stylede pseudo-rock bands hærger i denne tid æteren med deres bud på, hvorledes rocken skal tages ud af garagen og ind på de smarte caféer, hvor trendhopperne med deres slimfit rullekravetrøjer, svenskerhår og hornbriller med vinduesglas kan nyde musikken, mens de i fred og ro nipper til en cappuccino. Hvad blev der af vildskaben og den svedige aroma i musikken? Eller den kropslige nærhed når man står som sild i en tønde på et tætpakket spillested, der helt sikkert ville blive lukket ned, hvis brandmyndighederne fik nys om det?

Heldigvis er Danko Jones her for at redde dagen med en sprudlende mikstur af klassisk rock’n’roll og en kæk, punket attitude. Allerede i midten af 90’erne satte de sind og underliv i kog i hjembyen Torontos klubscene, men herovre blev navnet først kendt, da svenske Bad Taste tog dem under vingerne og nu har sendt hele tre albums ud, fyldt til kogepunktet med sprudlende rock. 

Alle de grundlæggende elementer i musikken virker yderst tiltalende, og Danko Jones gør sådan set heller ikke nogen synderlig stor indsats for at skjule, hvor de kommer fra. F.eks. har et nummer som ”Hot Damn Woman” bare prædikatet ”Kiss Hymne” klistret over sig fra top til tå, og hele albummet ebber over med den ”yeaaarrgh momma” galskab man finder hos John Spencer Blues Explosion. Generelt burde alle tolv gange ca. tre minutter på ”We Sweat Blood” nogenlunde have samme effekt på en fest, som hvis ”The King” var i huset og svingede med understellet, og jeg tvivler slet ikke på, at denne stemning sikkert går helt over gevind i live sammenhæng…

Det er hårdt, det er råt og det er simpelt – men det svinger sgu! Helt klart årets mest kontante rock-chok for mit vedkommende, nu hvor The Hellacopters er begyndt at spille hyggemuzak og den nye bølge af ”rock” bands bare ikke siger mig en skid. Party on!!! -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM