PR-materialet til ”Darkly, Darkly Venus Aversa” udråber Cradle Of Filth som det mest succesrige britiske metalband efter Iron Maiden. Den påstand bakkes ikke nærmere op, men det skal nu nok have sin rigtighed. Under alle omstændigheder synes briterne af have tilkæmpet sig både en dansk og en international fanbase af ikke ubetydelige proportioner. Derudover støder jeg relativt ofte på fans isvøbt den herostratisk berømmede og ikke synderligt subtile ”Jesus Is A Cunt” t-shirt, som Cradle Of Filth lod fremstille for år tilbage.

Det stunt høstede bandet en del forargelse og omtale på, hvilket cementerede bandets kontroversielle, ikke udpræget kristendomsvenlige profil, som det sig hør og bør for bands i den boldgade. Apropos genre, selvom bandet har black metal-aner, er det efterhånden begrænset, hvor meget Cradle Of Filth har til fælles med mere rendyrkede black metal-bands som Gorgoroth, Mayhem og Darkthrone (af ældre dato). Noget kunne dog tyde på, Cradle Of Filth og norske Dimmu Borgir til gengæld har smuglyttet til hinandens seneste udspil (”Abrahadabra” for Dimmu Borgirs vedkommende), da deres respektive lydtæpper i stigende grad synes vævet af samme garn.

Der er imidlertid forskel, og personligt foretrækker jeg Dimmu Borgir, da især deres nyere sange simpelthen holder højere kvalitet end englændernes ditto. Velan, Cradle of Filth finder i delvis lighed med nordmændene deres musikalske ståsted i en teatralsk symfonisk ekstremmetal. Forskellen beror fx på det næsten filmmusikagtige skær, Cradle Of Filth bl.a. via et overforbrug af keyboardflader har kastet over ”Darkly, Darkly Venus Aversa”. Der er som sagt stadig reminiscenser af black metal men primært i form af de ofte hæsblæsende trommespor.

Apropos filmmusik er det givetvis formålet med pladen, men et alt for stort antal af pladens numre er temmelig svære at skelne fra hinanden og lyder i vidt omfang som et langt, fortløbende nummer. Smag og behag er naturligvis forskellig, men det synes jeg skæmmer ”Darkly, Darkly Venus Aversa”. Især fordi Cradle Of Filth tidligere på fx ”Nymphetamine” har leveret striber af stærke, distinkte sange på samme plade. Henad vejen bliver ”Darkly, Darkly Venus Aversa” dog bedre, og eksempelvis træder numre som ”Forgive Me Father (I Have Sinned)”, ”Deceiving Eyes” og ”Lilith Immaculate” positivt frem. Ikke fordi de går over i metalhistorien, men fordi de rummer fede riffs og mere lyttevenlige sangstrukturer, hvilket bevirker, at de skiller sig positivt ud fra den ellers noget anonyme restmængde.

Resten af pladen er som sagt en lidt mere tvivlsom affære, og et drevent band som Cradle Of Filth, der netop har masser af glimrende materiale på samvittigheden, senest på forgængeren ”Godspeed On The Devil's Thunder”, forventer jeg mig en del mere af. Ikke mindst når bandet er anført som de naturlige britiske arvtagere, den dag metalkongerne i Iron Maiden abdicerer. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM