Årsagen til min interesse for Ceremony kan indsnævres til én enkelt sætning citeret fra Alternative Press anmeldelsen af ”Still, Nothing Moves You” albummet - 'sounds like Tragedy feeding Youth Of Today into a wood chipper'. Hvad, de ellers skrev, nærlæste jeg aldrig. Tanken om den hektiske YOT lyd hamret igennem en flismaskine var nok til, at det måtte tjekkes. Egentlig var jeg sløv i optrækket, da bandet allerede der var nået to album og et par ep'er ind i diskografien. Bedre sent end aldrig – og det var som lovet. Intens hardcore forvrænget og hakket op i et turbulent maskineri med plads til punket attitude samt mørke, udstrakte lydkollager.

Aktuelle ”Rohnert Park” er en anden sag. Man må oftest anstrenge sig for at finde det kaotiske element, selvom der er ikke så lidt nerve i materialet herpå. Ceremony har sadlet om mod mere regulær sangskrivning og hamrer sig ikke igennem konstant spastiske udbrud, om end en portion heraf så klart har overlevet. Det er punk med disciplin, hvilket sender lyden mod udgangspunktet for en ikke uvæsentlig del af de oprindelige hardcorebands fra USA. Ren retro bliver det heldigvis ikke, bl.a. i kraft af de tre ”Into the Wayside” tracks. De dækker hhv. en støvet og afsondret atmosfære som intro, et delvis akustisk midterpunkt som underlægning for en ældre herres båndede fortælling om en væmmelig liv og død situation (der ender i død og skyldfølelse), samt en blidere 90'er indie-rock afslutning med ren vokal.
På den måde står værket som en flervejs portal mellem adskillig tidsperioder.

Som dominerende force i den nye identitet er nu alligevel den rå, nøgne og støjende fremfærd. Lydproduktionen er dog ekstremt skarp og tillader Ceremony at smadre igennem med præcision, uden kvælning eller turbulens. De korte, oftest repetitive mønstre er sindssygt fængende og et sprudlende tag på hardcore-grundformen med referencer til Circle Jerks samt Black Flag. ”Sick”, ”Open Head” og ”Terminal Addiction” vinder stort ved at føje noget nærmest lammende hypnotisk til et energisk udtryk. Særprægede eksempler på at det ikke altid er skidt at låse sig fast i en rille.

Ross Farrar lyder ikke længere som en forvreden Ray Cappo klon. Han har fundet sin egen snerrende stemme at rase med. Den nærmest uendelige svada i ”Sick” over ting, der hænger ham langt ud ad halsen (samt et par stærkt ironiske indfletninger) bliver som evigt strammende jerngreb med den repeterende struktur i lyrikken. ”MCDF” er mindst lige så intens og holder punk-fanen højt med sit maniske forsvar for at undgå 'Main County Detention Facility' – et sted du så absolut ikke har lyst til at opleve indefra. Næb og kløer desperationen understreges af det næsten urimeligt hektiske flow og en skrattet, kortvarig guitarsolo.

Den totalt døde, opgivende renvokal i ”The Doldrums (Friendly City)” er modsætningvis helt fantastisk til at formidle komplet understimulerede opvækst i et gråt forstadshelvede på det, der egentlig er et undercover titelnummer.
Tempoet ryger alligevel undertiden op igen på sidste halvdel af albummet. ”The Pathos” fræser som en tæt barbering med de vildfarne savklinger fra ”Still, Nothing...” periodens kaos, og sammen med ”Nigh to Life” gives der plads til fokus på det grumsede, fyldige og basdrevne.

Som supplement anbefales den 128 sider lange ”Society Verse” bog, hvor Ross Farrar har samlet al Ceremony lyrik. Der hersker en klokkeklar ærlighed omkring naiviteten og de ikke så få manglende kvaliteter i det tidlige output. Men opstillingen og de nyskrevne anekdoter giver et kronologisk og stærkt indblik i udviklingen op til nu. Nogle tekster prøver for hårdt, og andre rammer plet, men frustration er der ikke så lidt af. De bedste noter er undertiden de mest korte og præcise – 'An Open Head is someone who I get inspiration from'. Bogen byder desuden på en s/h fotoserie, ikke tidligere udgivne digte og ”Into the Wayside Part IV” essayet, der kan ses som en konklusion på ”Rohnert Park” konceptet.

”Rohnert Park” er ekstremt forfriskende, når man søger atypisk hardcore, om end en tak mindre konsekvent end Blacklisteds tilsvarende overhaling af stilen på ”No One Deserves to be here more than me” mesterværket. Ceremony besidder en svært fascinerende drivkraft til at overvinde indledende skepsis, især i forhold til det gamle materiale. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM