Hvad der nok senere hen vil blive set tilbage på som Det Helt Store Metalcore Boom, har efterhånden krænget portene mellem hardcore entusiaster og det det traditionelle metalpublikum nok op, til at en håndfuld hc-overløbere nu står med chancen for at bevise deres værd under de helt store selskabers vinger. Blandt de nyeste skud på stammen der har vi schweiziske Cataract, som nu fyrer den af på Metal Blade, et label man ellers ikke førhen forbandt med hardcore – i hvert fald ikke før deres kapring af storsællerten Unearth, samt udsigten til at de også snart smider noget med The Red Chord, Winter Solstice og Neaera på gaden.

Cataracts største force denne gang ligger i, at de med hård hånd har tømt posen helt for unødvendigt fyld, og strømlinet må albummet siges at være blevet, endda med et generelt højere tempo at mærke end førhen, og det lyder jo alt sammen meget godt, ikke? Men så er der desværre lige den hage ved det, at præcis den største hæmsko ved ”With Triumph Comes Loss” med lethed kan findes i, at det hele kører så glat, at det virkelig kniber med remse ret mange memorable indslag op, selv efter utallige gennemlytninger.

Som en umiddelbar cocktail af den knaldhårde All out War attitude, europæisk metalcore og en pæn sjat neo-thrash på linie med The Haunted og Hatesphere er det vel ok, men i længden tror jeg altså bare ikke, at det er nok, til at albummet for alvor vil blive husket om et par år. Den benknusende lyd er ellers i sig selv forbandet effektiv og overbevisende, men med brutalitetens slør hyldet for tæt om øjnene bliver den bare sjældent udnyttet til et maksimum.

Optager man ellers kun mindre doser af metallisk hardcore i systemet, hjælper det nok til et lidt mere positivt syn på Cataract, men med så overrumplende og massiv konkurrence fra alle sider i denne her disciplin, har jeg selv svært ved at finde plads til for alvor at indlemme Cataract blandt de personlige favoritter. De har ramt et dødvande, hvor der må slækkes på den konstant hårde fremfærd, for at de kan komme videre, men på den anden side bliver det også lidt for tamt og gumpetungt, når farten og intensiteten så endelig sættes ned.

Det lyriske koncept og alt omkring artworket virker derimod ret gennemtænkt, og derfor er jeg stadig selv ret opsat på at få set den dvd, der følger med førsteudgaven af albummet for at få tjekket hele pakkeløsningen ud. Men rent musikalsk skulle de nu hellere tage at skifte diæten af blå piller ud med et par røde til næste gang! – guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM