Historien er fuld af store kunstnere med hmmm... skal vi nøjes med at kalde det ’mindre end attråværdige personlighedstræk’; den fremragende franske digter Paul Verlaine forsøgte f.eks. at dræbe sin bedste ven og kollega Arthur Rimbaud, renæssancemaleriets store italienske mester Caravaggio var både slagsbror og morder, den nobelpristagende norske forfatter Knut Hamsun sympatiserede til sin dødsdag hårdnakket med nationalsocialismen, og den stilskabende franske forfatter Louis-Ferdinand Céline samt det musikalske gesamtkunstwerks tyske ledefigur Richard Wagner var begge glødende antisemitter.

Uden kunstnerisk sammenligning i øvrig har manden bag notoriske Burzum, Varg Vikernes, mere eller mindre egenhændigt gjort sig skyldig i alle de ovenstående ’brud på normerne for politisk korrekt og moralsk acceptabel opførsel’ med sit lidt for vellykkede mordforsøg på den tidligere ven og kumpan i Mayhem, Euronymous, og de efterfølgende rabiate udtalelser, der på højst upassende og uovervejet vis har sammenblandet vor stolte skandinaviske asatro med yderst tvivlsomme lån fra nationalsocialismens uforsonlige og dogmatiske retorik.

Spørgsmålet er nu, om man som anmelder kan og navnlig bør se bort fra kunstnerens personlige karakteristika og handlinger og bedømme selve den frembragte kunst uafhængigt deraf? Guderne skal vide at jeg på det personlige plan anser Varg Vikernes for at være et afskyvækkende individ, hvis handlinger og udtalelser, jeg på det kraftigste tager afstand fra, men hvis den norske stat mener at manden efter udstået fængselsstraf endegyldigt har betalt sin gæld til samfundet, så må jeg vel også være i stand til at give mandens kunstneriske output en fair chance?

Hvorom alting er, så vil jeg i hvert fald i det følgende prøve at vurdere det nye Burzum album ”Belus” så fordomsfrit og isoleret fra sin skabers person og fortidige handlinger, som det er mig fysisk muligt, og ud fra det udgangspunkt er der rent faktisk endog rigtigt meget at være begejstret for angående ”Belus”!

Noget tyder på at Vikernes i mere end én forstand har set ’lyset’ efter sin frigivelse fra fængslet; selvom stemningen på ”Belus” bestemt er mørk, indadvendt og uforsonlig, er albummet spækket med lyriske referencer til solens tiltagende magt og dermed sommerens fremkomst efter lang tids vinter og mørke. Den fornemmelse forstærkes i øvrigt yderligere af cover-artworket og albummets titel, der rent faktisk er navnet på en oldgammel, europæisk solgud.

De to forrige, mere end 10 år gamle Burzum udgivelser var i mine ører en værre omgang keyboard muzak uden nævneværdig kunstnerisk værdi, så det er umiddelbart glædeligt at musikken på det nye album er klinisk renset for keyboards og i øvrigt også for de dronende ambientpassager, der ellers virkede ret godt på ”Filosofem”, som i mine ører var den sidste egentlig vellykkede Burzum udgivelse. Altså før ”Belus”, hvor stemningerne ene og alene frembringes af vokal, trommer, bas og navnlig guitar, der til alt held rent produktionsmæssigt har fået en tilpas skramlende, typisk Grieghallen Studios lyd i samarbejde med gode gamle Pytten. Trommerne og bassen klinger egentligt rent og tydeligt, mens guitarerne derimod har fået den helt rette septiske, diskante og rustent skurrende lyd, der passer Burzums nidske udtryk perfekt.

De to første lange numre efter introduktionen, ”Belus’ Død” og ”Glemselens Elv”, er begge yderst vellykkede eksempler på Vikernes’ evne til med meget enkle midler at skabe den helt rette melankolske og slæbende tungsindige stemning ved hjælp af skramlende, repetitiv black metal (særligt smukt er det regulært sungne omkvæd på den 12 minutter lange ”Glemselens Elv”: ’Jeg vil komme tilbake/Jeg vil komme igjen/Naar vinterens aander er svake/Vil jeg komme igjen’), mens tempoet og intensiteten sættes en smule i vejret på ”Kaimadalthas Nedstigning”; dog igen varieret med et nærmest hypnotisk messende, rent sunget omkvæd: ’Jeg reiser til Kelio/Jeg reiser til mørkets dyb, der alt er dødt’. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men det er ganske enkelt fremragende...

Den helt korte og aggressive ”Sverddans” er sammen med den efterfølgende ”Keliohesten” de mest konventionelle og ligefremme black metal komposition på ”Belus”; isoleret set begge ganske udmærkede kompositioner, men trods alt lige knapt så interessante som albummets længere og mere stemningsmættede indslag.

Apropos stemningsmættede indslag, så rammer solens stråler for alvor Burzums formørkede univers på det næsten 9 minutter lange højdepunkt ”Morgenrøde”: ’Solen har faatt sin makt tilbake/Sommeren er kommet’, mens musikken i al ubemærkethed glider naturligt over i den afsluttende, næsten 10 minutter lange instrumentale ”Belus’ Tilbakekomst (Konklusjon)”, der med sit monotone, nærmest dronende udtryk fremmaner en næsten trancelignende tilstand i lytteren, som var man vidne til en langsom solopgang over de mægtige norske fjelde. En monumental og yderst passende afslutning på et imod forventning svært overbevisende Burzum album. Hr. Vikernes har utvivlsomt mange ting, som han burde skamme sig over, men ”Belus” er retfærdigvis ikke en af dem. Årets hidtil bedste og mest relevante metaludgivelse efter undertegnedes ydmyge mening... -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM