|
De gæve, svenske gutter i Burst har lige scoret sig en deal med det fyrstelige selskab Relapse, og som nogle af de allerførste er clonemetal her i stand til at bringe en anmeldelse af det kommende album ”Prey on Life”. Jo tak, det er i en sådan stund, at man for alvor føler sig privilegeret, for her er tale om noget virkelig stort. En umiddelbar indikator på kvalitet burde være, at artworket designes af selveste Aaron Turner fra Isis/Hydra Head
Records. Dem der kender hans virke fra bl.a. Johnny Truant albummet og seneste Knut skive, ved vel, hvad der er i vente.
Burst har valgt at fortsætte arbejdet med Fredrik Reinedahl, og ham har de bestemt gjort klogt i at holde sig til, da hans indsats i den store stol har været medvirkende til en meget klar og veldefineret lyd. I forhold til udtrykket på ”In Coveting Ways” er tonerne blevet lysere og melodien ført frem i front, dog uden at deres karakteristiske tungsindige stil falder til jorden. Hvor hardcore i gamle dage var punkbaseret smadder, er dette langt mere sofistikeret og selvransagende – jeg tvivler næsten på, om hardcore betegnelsen overhovedet er ret dækkende længere.
Et instrumentalt, atmosfærisk mellemspil som ”Fourth Sun” gør f.eks. at man ikke taber pusten som lytter – en teknik bl.a. kendt fra The Dillinger Escape Plans ”Calculating Infinity”. Afsluttende ”Epidemic” (forhåbentlig ikke med nogen relation til Lars von Triers makværk) munder endda ud i noget klaverspil og brusende støj, så hele herligheden ikke bare er guitarbaseret.
Evnen til at holde igen mestres til fulde, hvilket bevirker, at de voldsommere passager bliver langt mere pågående, når de endelig dukker op. Jeg ved ikke, om I er bekendte med udgivelser fra bands som Hate Eternal og Defleshed men her er gaspedalen konstant trykket i bund, og med en sådan fremgangsmåde bliver lytteren hurtig immun over for den evige energiudladning, pga. den manglende formåen til at økonomisere virkemidlerne. Den faldgrube springer Burst let og elegant henover, og det gør i mine øjne ”Prey on Life” mere sejlivet.
Fremtiden er her nu. Burst er dens repræsentanter. Dette bliver et eksempel som mange vil overrumples af og forhåbentlig bygge videre på. Tør du lade det gå dig forbi? -guldmann
Kom
med kommentar i vores FORUM
|