Blood Label er det nyeste skud på stammen af Århus’ tilbagekomst, hvor det evigt genkendelige motto, ‘Smilets By’, er byttet ud med ‘Metallens by’. For når København - eller K-town - har deres punk og hardcore bands, så har Århus’ eksportvare være metal. Det har stået stille i et stykke tid, hvor de gamle dinosaurer har dukket op engang i mellem, men nu spirer nye bands op fra den mørke muld for at igen at sætte Århus fast på kortet.

Og her ud af ingenting med med maksimal fart kommer så Blood Label, der på ingen tid har fået sig noget af et omdømme - og det var endda før “Existence Expires” så dagens lys. Bandet er ikke kun grønskollinger, for Alex Kjeldsen, guitar, har allerede bevidst sit værd i et andet veletableret Århus band, The Burning, hvor han stadig er med. Derfor kan Blood Label til tider også lyde som ovenstående, dog uden at det gør det store, det er i det minimale at sammenligningerne opstår. I stedet så minder er Blood Label rigtig glad for at blaste sig ud af problemerne, men ikke bleg for at skrue tempoet ned en anelse. Bandet nævner selv Lamb of God som en af deres inspirationskilder, hvilket i første gennemlytning ikke giver særlig megen mening. Bevares, der skiftes upåklageligt i tempo, men følelsesn af Lamb of Gods groovede metal kommer ikke. Det føles mere som godt gammelt Århus metal i stil med Hatesphere. Det er i hvert fald indtil man får lyttet pladen igennem et par gange, for Blood Label gemmer på små diamanter ind i mellem. Lyt blandt andet til “New Era of Disbelief”, der uden tvivl er pladens stærkeste skæring. Der brages igennem indtil slutningen, hvor nummeret tager en meget uventet drejning. En mur af feedback står stærkt i baggrunden, mens trommerne lige så stille giver en antydning af, at der snart sker noget grumt. Det er uden tvivl, et af de mest opfindsomme breakdowns, der er hørt længe. Ærligt talt, så har breakdowns det med at blive en anelse platte, men på “New Era of Disbelief”, der føles det virkelig som om, at enden er nær - lige inden det hele springer i luften. På det efterfølgende nummer, “Evil Incarnate”, kan Lamb of God referencen sagtens høres; introen lyder som noget taget ud fra Sacrament pladen.

Blood Label har dog, udover de åbenlyse referencer til både Lamb of God og Hatesphere, en ekstra stærk force i forsanger, Kenneth Klitte Jensen, hvis brøl ikke er til at overhøre. Han skifter upåklageligt mellem dyb growl og brøl, men heldigvis hældes der mere til brølet end growlet, og lad den endelig fortsætte sådan. Vokalen bliver nemlig leveret med sådan en overbevisning, når der brøles, at det uden tvivl er til at foretrække overfor growlet, der til tider bliver en anelse kedsommeligt.

Bandet har virkelig meget at byde på, på det de kalder et mini-album - den tæller otte numre plus en kedelig intro, bandet sagtens kunne have været foruden. Nu har de vist, at de er gode nok til at indlemme i klubben, næste plade vil virkelig vise bandets værd. De har turneret som sindssyge rundt omkring i Danmark, men de kan uden tvivl sagtens nå udlandet. Det kræver lidt finpudsninger her og der, men så er der heller intet, der kan stoppe Blood Label. Godt brølt, Århus - og velkommen til folden. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM