Det er efterhånden blev frygteligt kliché for et band, ikke at navngive en af deres senere albums, for at symbolisere en frisk start. Dette hænger som regel sammen med, at samme band også har tænkt sig, at finde tilbage til deres rødder, som man har hørt utallige gange før. Bleeding Throughs ”self-titled” markerer en ny start for bandet i form af skift fra Trustkill Records til Rise Records. Efter at bandet i længere tid havde udvist større utilfredshed med Trustkill blev de samlet op af Rise Records ikke længe efter. Bleeding Through var vendt tilbage fra de døde. Ikke længe efter udkom så ”Bleeding Through”, der er bandets sjette plade.

Som om at symbolikken i at den første plade på Rise Records blot bliver kaldt ”Bleeding Through” ikke var nok, så hedder første nummer også ”A Resurrection”; et symfonisk nummer med stryger sektioner og snigende violin sekvenser tilsat pompøse trommer. Bleeding Through lægger så sandelig ingen fingre i mellem i deres genopstandelse, det skal helst være så overdådigt som muligt lige indtil det skifter over i ”Anti-hero”, og så er der intet, der er sikkert. Nummeret er komplet med break downs, råbe-kor, lette klaver-akkorder og alt, hvad der ellers hører sig til.

Hvad der måske er mest bemærkelsesværdigt er, at keyboard/synthesizer efterhånden har fået en langt større rolle end på forrige plader. Det agerer nemlig ikke kun som flydende synthesizer flader eller staccato akkorder, der alligevel drukner i vokal og guitar. Ofte gør Marta Peterson, der står bag tangenterne, også brug af noget, der kunne lyde som en sampler. I hvert fald, er det ikke kun de lettere gennemtærskede akkorder, der hele tiden dukker frem i numrene, men effekter eller lyde, der lige hiver sektioner i numrene en del op, og giver dem en lidt mere spændende lyd. ”Drag Me to the Ocean” og ”Anti-hero” er gode eksempler på dette, hvor førstnævnte samtidig må siges at være det stærkeste nummer på pladen. Udover at være et nummer, hvor der er tilpas meget smadder til, at enhver kan få hovedpine og nakkesmerter, så er der også en del teknisk snilde tilstede.

Det er synd, at Bleeding Through ikke gør bedre brug af denne teknik, som de uden tvivl besidder en del af. Sangene går for tit op i fart og smadder, hvor der ofte savnes en smule forskellighed numrene i mellem. Ikke at det skal være teknisk hele tiden, man kan blot lytte til ”Light My Eyes”, der starter ud som en mørk ballade, der skifter over i fantastisk sammenspil strenge-instrumenter og trommer i mellem, mens Brandan Schieppati med forvrænget stemme krænger sin sjæl ud, hvor han før nærmest croonede.

Schieppatis vokal er en af Bleeding Throughs forcer. Det ene øjeblik kan han lyde som en tasmansk djævel på jagt, det andet crooner han sig igennem hjerteblødende lyrik og det tredje er han en del af et råbe-kor, der kan vælte mure. Skønsangen bliver heller ikke brugt i overflod, som det tit kan gøre i metalcore, men derimod kommer den snigende, og har ofte den effekt, at det luller lytteren ind i en falsk tilstand, som man derefter rives ud af. Det virker upåklageligt, og det er med til at hive Bleeding Through lidt længere op end andre bands i samme stil. Dog hiver synthesizer-delen dem lidt ned igen. Staccato akkorder over blast-beats er for kliché, og det lyder decideret forfærdeligt. Bleeding Through gør sig brug af det lidt for tit, så det ender som et irritationsmoment.

Efter seks albums virker det til at bandet er ved at finde deres lyd, så kliché som det end lyder, men det er sandt. De har været utallige udskiftninger igennem, men der er ingen tvivl om, at dette er deres stærkeste album hidtil. Der er knald på lige fra start, men bandet er heller ikke ræd for at skrue tempoet ned; ikke kun i breakdowns, men også i mørke ballader. Bleeding Through har altid været et dystert band, især tekstmæssigt, så denne udvikling måtte komme før eller siden – og den er kærkommen. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM