Fraset de to første Saturnus albums (den 3. ’Saturnus’ udgivelse taler vi slet ikke om...) har vores lille kongedømme ikke just bidraget det store til den helt tunge afdeling af doom metal genren, og det kommer vel derfor heller ikke som den store overraskelse at et nyt forsøg udi genre skal komme fra et band med en endog ret væsentlig relation til netop gode, gamle Saturnus.

Godt nok albumdebuterer Black Wreath først her i 2009 med ”A Pyre of Lost Dreams”, men bandet har såmænd lusket rundt i undergrunden som et mere eller mindre ambitiøst fritidsprojekt i snart en årrække, og udover den oprindelige sangskriver og guitarist i Saturnus, Kim Larsen, består Black Wreath desuden af Dave Müller (Chasing Eudaimonia) på bas/synth og Peter Mesnickow (Blazing Eternity) på trommer/vokal. For mig at høre er stilen en velafbalanceret blanding af death/doom inspiration fra genrens glansperiode i starten af 90’erne, krydret med elementer fra den nyere funeral doom stilart, og fraset det faktum at Black Wreath ikke just betræder jomfruelig jord sådan rent musikalsk, lykkes det bestemt trioen at få noget interessant ud af dette tunge genre-mix.

Den kvarterlange åbner ”The Black Holes of Your Mind” benytter sig indledningsvis af en slags ’hviske/snakke-vokal’, som Larsen også tidligere har benyttet sig af i andre sammenhænge, men som i mine ører ikke er helt vellykket, men heldigvis tager dybe, slæbende growls i traditionel death/doom stil snart over. Desværre løber nummeret allerede lidt tør for ideer efter en 6-7 minutter, hvorefter resten af spilletiden fortaber sig i instrumentale gentagelser ad nauseam. Jeg frygtede derfor lidt at albummets kun 4 meget lange numre ville vise sig blot at opleves som en slags grotesk oppustet EP, men heldigvis formår de følgende også i omegnen af et kvarter lange numre, ”Nocturnal Dominion” og ”Solitude Rising (Missing All Exits”), rent kompositorisk at opbygge en mere afbalanceret spændingskurve, så man som lytter bedre formår at bevare interessen fra start til slut. Selvom tung monotoni og en kvælende atmosfære praktisk talt siver ud af enhver pore af den 50 minutter lange ”A Pyre of Lost Dreams”, formår Black Wreath dog samtidig at tilføre udtrykket en underspillet sans for melankoli og melodi, der klæder musikken rigtigt godt.

Det klart korteste nummer, den afsluttende ’kun’ knap 8 minutter lange ”Nídstöng”, skiller sig ud ved nærmest at være ovre i dark ambient territoriet, hvor den repetitive brug af et pianos dybeste tangenter sammen med lyden af silende regn er noget nær den eneste simple, men ret effektive ingrediens, der sætter et tilpas hjemsøgt og alligevel vemodigt punktum på ”A Pyre of Lost Dreams”.

Som debut betragtet er ”A Pyre of Lost Dreams” bestemt faldet mere end heldig ud, men sammenlignet med genrens absolutte giganter er der i mine ører stadig et lille stykke vej for Black Wreath at gå. At Black Wreath har helt styr på den ekstreme dooms virkemidler er både en styrke og en svaghed; mest en styrke fordi ”A Pyre of Lost Dreams” rent kvalitetsmæssigt holder et ret konstant højt niveau over samfulde 50 minutter, men også en relativ svaghed pga. den udtalte mangel på nyskabende eller overraskende elementer. Mit håb er derfor at Black Wreath på næste udgivelse tør udfordre genrens snærende bånd en lille smule mere end på ”A Pyre of Lost Dreams”, for så kan Saturnus’ position som Danmarks ubestridte doom-konger såmænd godt så småt komme i farezonen. –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM