 black label society - the european
invasion - doom... clonepop |
| black label society - the european
invasion - doom... clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 11.09.06 | Heavy Metal | Eagle Vision | -- |
|
Synes du at lædervesteklædte, øldrikkende og sandsynligvis armsvedslugtende mænd der hovedsagelig udviser en neanderthal-agtig adfærd lyder en anelse primitivt? Så er denne dvd ikke noget for dig. Så slap du hellere af med en kop urtete og det sidste nummer af familiejournalen! Hvis du omvendt kan ryste på hovedet af den primitive selvpromovering og stadig føle dig underholdt, så er der fuld valuta for pengene på denne både herlige og skrækkelige dvd-udgivelse. Inden jeg kommer ind på det herlige og skrækkelige, så vil allerførst sige noget om selve dvd'ens udformning. Det er en glittet udgivelse, hvor livelyden helt klart er meget bearbejdet. Det har nok været nødvendigt, da holdet bag sikkert kun har haft én eller to aftener til at dokumentere en hel turné. Og derfor er det et klogt valg, at man har overdubbet og deslige. Billedsiden er ligeså glittet i den måde, det hele er mikset på. Det passer som hånd i handske til hele konceptet, og er faktisk ret flot lavet. Derudover er der en ret stor del med ekstramateriale, som bl.a. indeholder nogle ret underholdende interviews og hjemmevideoer. Personligt er jeg ikke begejstret for Black Label Societys rockerklub koncept, hvor de går med læderveste med rygmærker, og i stedet for fanklubber har såkaldte "chapters". Og i længden kan Zakk Wyldes insisteren på at være en vildmand, samt hans dyrkelse af diverse maskuline og ærkeamerikanske dyder, godt blive rimelig trættende. Men der er to ting, der formilder denne anmelder. For det første, selvfølgelig, hans umiskendelige musikalske talent og store hjerte for rock'n'roll. For det andet den humor og det entertainer-gen Wylde viser sig at have under den småt imbecile og højrøvede overflade. Live-optagelserne, som hovedsagligt er fra Paris, byder naturligvis på en solid dosis ufortyndet guitar heavy. Det kan godt være at Wylde filer lidt rigeligt med skalaer af, på den overflod af soli der vælter ned over de stakkels franskmænd. Men man sidder uafladeligt og rocker med højre fod, og det er jo et sikkert kvalitetstegn. Der bliver også skreget mange F'- og MF'-ord, imens der bliver drukket anselige mængder øl, hvoraf en ikke ubetydelig del bliver spyttet og sprøjtet udover publikum, der bare ser ud til at nyde hver dråbe. Alt sammen noget der bekræfter kritikerne, der beskylder metalgenren for at være primitiv og præpubertær. Men her må det kvalificerede svar lyde: OG HVAD SÅ?! Når en rimelig stenet Wylde vælger at invitere et par franskmænd op at spille færdig i en festjam, så viser han med al tydelighed at han er en mand af folket. Og når han så oveni vælger i bogstaveligste forstand at begave sit publikum, med en håndfuld Marshall forstærkere, så har han allerede fortjent det fjerde C. Og når han så som prikken over i'et smider et helt Marshall kabinet - !!! - ud til publikum, ja så overgiver jeg mig, og så er vi oppe på fem C'er. Det er ærligt, musikalsk og plat på én og samme tid. Det er i dét lys at denne meget fine karakter skal ses. -simon
|