”Shot To Hell” er omkring det syvende studiealbum fra Zakk Wylde’s Black Label Society. Det er ikke til at sige helt præcist, da der af en eller anden grund hersker en del forvirring om bandets diskografi. Wylde startede BLS i midten af 90’erne som et fritids soloprojekt, men efter en god håndfuld udgivelser er det efterhånden blevet til et sammentømret fuldtidsband. Udover Wylde’s gamle makker Craig Nunenmacher (Crowbar) på nogle ret solide trommer, består bandet af John DeServio på bass og Nick Catanese på den noget utaknemlige – men vel egentlig også ret lette - opgave som 2.-guitarist. BLS hører til den type bands hvor man ved hvad man får og masser af det, og ”Shot To Hell” er ingen undtagelse.

Zakk Wylde er naturligvis det altdominerende midtpunkt, og det har fra starten været tydeligt, at BLS først og fremmest har været hans virkeliggørelse af en drengedrøm om at fyre spaden godt og grundigt af. Der bliver revet og flået noget så vederstyggeligt i hegnet, og dét er sådan set dét, der er hele formålet. Det kan selvfølgelig afskrække nogle, men også tiltrække de af os, der ind i mellem kan få for meget af eksempelvis den nymodens eksperimenterende post-numetal med et touch af electronica(?). Når det så kommer fra en guitarvirtuos som Wylde, så er det til at leve med den truende monotoni, især når han også har rødderne solidt plantet i den tungeste ende af rocken. Derudover er han vel den eneste, i den superliga af guitarister han hører til, der rent faktisk kan synge. Han har faktisk en ret imponerende klassisk skærebrænder-vokal. 

Hører man til de måske relativt få, der har hele BLS’ katalog stående på hylden, så tror jeg at ”Shot To Hell” vil være en de plader, man potentielt vil blive ved at vende tilbage til. Grunden er paradokssalt nok, at Wylde denne gang har forstået, at volumenknapperne ikke nødvendigvis behøver at stå konstant på 11. Denne plade har en mere melodisk kant. Om det så er fordi, at dette er BLS’ første udgivelse på Roadrunner, skal jeg ikke kunne sige. Men der er mærkbart flere ballader end normalt. Faktisk består op mod en tredjedel af albummet af ballader eller i hvert fald midttempo numre. Men bare rolig, det er ikke ballader i den klamme ende af spektret. Det bliver hverken kedeligt eller sentimentalt. 

Selv om Wylde synes at elske distortion og guitarhyl højere end alt andet i denne verden, så har han faktisk et godt øre for den gode melodi. Og det er den side af hans talent, der denne gang har fået lidt mere plads, ikke mindst på sange som ”The Last Goodbye”, ”Nothing's The Same" og ”Lead Me To Your Door”. Men der er naturligvis også smæk for skillingen, ikke mindst på åbneren ”Concrete Jungle”, der samtidig er et af pladens bedste numre. På de sidste par albums ”Mafia” og især ”Blessed Hellride” druknede det hele mere eller mindre, fordi Wylde lød som om han ville have det hele ud, hele tiden. Nu har han også fået tid til at trække vejret en gang i mellem, og ikke mindst på den baggrund fremstår ”Shot To Hell” som et af BLS’ mest afbalancerede og helstøbte albums hidtil. -simon 

Kom med kommentar i vores FORUM