En tidlig onsdag morgen, den femtende januar 1947, blev liget af den knap så succesfulde skuespillerinde Elizabeth Short fundet på en øde plads i Leimert Park delen af Los Angeles. De makabre omstændigheder der omgav mordet var mange, så sagen har siden hen opnået legendarisk status i Hollowood. Det afklædte lig var blevet mishandlet groft, skåret over i to ved livet og lagt i en mystisk positur. Short havde forinden fået tilnavnet ”Black Dahlia”, fordi hun altid gik i sort og selv var kridhvid, så sagen blev kendt som ”The Black Dahlia Murder” Verden over. Grunden til at den huskes så tydeligt kan bl.a. tænkes at være visse paralleller i grusomhed til Jack the Rippers virke – en skabning der for mange næsten personificerer Djævelens værk eller den ultimativt mørke modbydelighed.

Når disse unge gutter fra selveste Detroit Rock City har valgt et så makabert bandnavn, må det tydeligvis være for at tangere den altoverskyggende, onde aura i deres lyd.

Her tager umenneskeligheden form i kraft af en særdeles giftig cocktail – TBDM er som så mange andre amerikanere i disse dage fascinerede af den svenske scene, men de nøjes heldigvis ikke blot med at rapse lidt melodeath riffs og harmonier hist og her. Til gengæld tilbedes Dissections ”er-det-black-eller-er-det-death” lyd hårdt. Ondsindede rytmer og blastbeats blandes gnidningsløst med et sandt kirurgisk præcisionsarbejde, hvor skalpellen her er byttet ud med guitaren, når lemmerne skal adskilles fra kroppen. Skulle nogle være i tvivl, så benyttes der ingen bedøvelse under indgrebet.

Førnævnte sager fungerer optimalt, men der er desværre også et par gennemgående skønhedsfejl ved ”Unhallowed”. Frontmanden Trevor brøler/skriger sig igennem hele affæren med ganske stor kraft, men desværre også uden voldsom variation, så hen mod de sidste skæringer bliver man næsten immun over for den indsats. Han lyder ofte som en snottet Thomas Lindberg, og ville ikke tage skade af at opdage nye retninger at gå i fra tid til anden. Mange tracks fungerer fint i sig selv, men har lidt svært ved at stå ud fra helheden, så her er samme problem som med vokalen: variation er tiltrængt.

Intensiteten fejler dog i det store hele intet, så jeg sender gerne mig selv frivilligt en tur på slagtebænken hos TBDH en del gange endnu. Hvis de gad lege med lidt flere temposkift og måske noget skønsang næste gang, ville superligaen være et par skridt nærmere. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM