Jeg kan sgu ikke rigtig blive klog på om de efterhånden mener det her seriøst. Påtaget teatralsk udi det nittende overdrev, og selvom momentvis fantastiske ting og sager skinner igennem både overstadisk potens og baskende armbevægelser, så får Avenged Sevenfold altså endnu engang sammenhængen til at flyde som et skateboard på brosten.

Meget lig ligeledes svingende "City of Evil", blot tilsat endnu mere vildfarelse, et dusin halvkvalte grin og højtbelagte orkestersekvenser. Der satses højt, og der faldes i dén grad igennem, når "Dear God" antager form af nutidig "Free Bird", eller fuldstændig malplacerede "A Little Piece of Heaven" japper sig frem som en helt igennem åndssvag cabaret. Helt ulidelig tomgang, og især på sidstnævnte udviser Avenged Sevenfold en så kolossal mangel på mådehold og stil, at forblændelsen i studie-finesser og tomt lir, synes helt hovedrystende infantilt.

Men, men, men... Alt er ikke skidt, for når Avenged Sevenfold så til gengæld afmåler teater-doserne lidt bedre og i stedet bare koncentrerer sig om at skrive nogle holdbare sange, så falder resultatet også langt heldigere ud. Vitaminrige sprængladninger som "Critical Acclaim" og monumentale "Almost Easy", sparker voldsomt fra sig, mens "Scream" med sit lækre groove, synes helt dystert forførende. Hvis bare Avenged Sevenfold, som her, ville gå lidt mere efter struben, og så ellers nedtone al den selviscenesættende ironi, der fungerer som en lille grinende nisse, midt i det hårdtpumpede muskelmandsunivers.

"Avenged Sevenfold" har altså sine momenter af tiltrængt fokusering, men som helhed fungerer det ikke som meget andet end lettere anstrengte drengestreger. Jeg håber inderligt for det her band, at de snart trækker hele denne her opskruede farlig-og-gak-i-låget-attitude væk, før de ender helt parodiske. Det rykker, rusker, syder og koger, men jeg ved bare virkelig ikke om det er meningen at jeg skal sidde her og grine... -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM