|
Jeg kan sgu ikke rigtig blive
klog på om de efterhånden mener det her seriøst. Påtaget teatralsk udi
det nittende overdrev, og selvom momentvis fantastiske ting og sager
skinner igennem både overstadisk potens og baskende armbevægelser, så
får Avenged Sevenfold altså endnu engang sammenhængen til at flyde som
et skateboard på brosten.
Meget lig ligeledes svingende "City of Evil", blot tilsat endnu mere
vildfarelse, et dusin halvkvalte grin og højtbelagte orkestersekvenser.
Der satses højt, og der faldes i dén grad igennem, når "Dear God"
antager form af nutidig "Free Bird", eller fuldstændig malplacerede "A
Little Piece of Heaven" japper sig frem som en helt igennem åndssvag
cabaret. Helt ulidelig tomgang, og især på sidstnævnte udviser Avenged
Sevenfold en så kolossal mangel på mådehold og stil, at forblændelsen i
studie-finesser og tomt lir, synes helt hovedrystende infantilt.
Men, men, men... Alt er ikke skidt, for når Avenged Sevenfold så til
gengæld afmåler teater-doserne lidt bedre og i stedet bare koncentrerer
sig om at skrive nogle holdbare sange, så falder resultatet også langt
heldigere ud. Vitaminrige sprængladninger som "Critical Acclaim" og
monumentale "Almost Easy", sparker voldsomt fra sig, mens "Scream" med
sit lækre groove, synes helt dystert forførende. Hvis bare Avenged
Sevenfold, som her, ville gå lidt mere efter struben, og så ellers
nedtone al den selviscenesættende ironi, der fungerer som en lille
grinende nisse, midt i det hårdtpumpede muskelmandsunivers.
"Avenged Sevenfold" har altså sine momenter af tiltrængt fokusering, men
som helhed fungerer det ikke som meget andet end lettere anstrengte
drengestreger. Jeg håber inderligt for det her band, at de snart trækker
hele denne her opskruede farlig-og-gak-i-låget-attitude væk, før de
ender helt parodiske. Det rykker, rusker, syder og koger, men jeg ved
bare virkelig ikke om det er meningen at jeg skal sidde her og grine...
-dennis
Kom
med kommentar i vores FORUM
|