Comebacks er et pudsigt fænomen, og efter den næsten utilgiveligt ringe ”Shitfun” fra 1995 repræsenterede Autopsy en af de sidste kanter, fra hvilken jeg havde ventet en potent tilbagevenden til fordums tiders storform. Men sådan kan man jo blive så glædeligt overrasket, som tilfældet er med Autopsys seneste ”Macabre Eternal”. Dog varslede allerede sidste års ep ”The Tomb Within” et anderledes slagkraftigt ensemble, og det har formentlig gjort bandet godt, at d’herrer Eric Cutler og Danny Coralles er vendt tilbage til bandboss og trommeslager Chris Reifert efter en del års fravær.

Apropos Reifert så har denne notoriske skikkelse i det amerikanske death metalmiljø egentlig gjort det meget godt, mens Autopsy har været skrinlagt. Selvom både Abscess og The Ravenous har udgivet udmærkede plader med Reiferts karakteristiske, ikke synderligt avancerede trommespil men tilsvarende seje vokal, kommer ingen af disse udgydelser i nærheden af dødsmetalklassikere som ”Severed Survival”, ”Mental Funeral” eller ”Acts Of The Unspeakable”, som var prydet af Autopsys letgenkendelige logo.

Faktisk undrer jeg mig en del over min egen begejstring for ”Macabre Eternal”. Hvor andre stilistisk stillestående bands – Slayer naturligvis undtaget – kan få mig til at gabe kæben af led, er der noget sært befriende over, at Autopsy anno 2011 lyder mere eller mindre, som bandet gjorde for tyve år siden. Tekstunivers og artwork er nogenlunde lige så bloddryppende, lydsiden skramlende og primitiv som black metal af moderat lo fi-sortering, og musikken er dikkedarløs old school dødsmetal. Den eneste umiddelbare forskel er, at Chris Reiferts vokal – om muligt(?) – lyder endnu mere rådden end på ovennævnte milepæle. Kendere vil vide, at der skal en del til.

Når nu ikke Autopsy er genfødt med noget revolutionerende musikalsk udtryk, hvad er det så lige, der gør ”Macabre Eternal” så fed? Tjah, om end oplagt er det simpelthen for let at afskrive min begejstring for Autopsy som den velkendte charme ved genhøret med gamle venner. Snarere skyldes min lyttereufori, at Autopsy med tiden er blevet bedre sangskrivere (hør fx åbneren ”Hand Of Darkness”), at ”Macabre Eternal” emmer af gangbare riffs(selvom de ville have gjort sig lige så godt på en udgivelse fra 1995), og at Chris Reiferts vokal lyder omtrent lige så rådden, som en månedgammel kødkøledisk uden strøm nødvendigvis må lugte.

Ultimativt gætter jeg på, at Autopsys primitive dødsmetal vil skille vandene på en dødsmetalscene, hvor en stribe mere eller mindre talentfulde men ubestrideligt ekstremt teknisk velfunderede bands i dag nyder stor anerkendelse. Derfor, er du først sprunget på dødsmetalvognen inden for de seneste par år, og foretrækker du bands som Neuraxis, Necrophagist eller lignende, vil du nok have svært ved at goutere Autopsys ikke unødigt komplicerede sange. Alle nostalgikere, for hvem Autopsys bagkatolog er en del af enhver seriøs ekstremmetalkanon, vil dog næppe blive skuffede over ”Macabre Eternal”, som de formentlig med den største selvfølgelighed allerede har erhvervet sig, når disse linjer publiceres. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM