Hydra Head har gjort det igen. Deres evne til at opstøve spændende og ukonventionelle navne kan snart ikke overraske mig længere, for det lykkes stort set for dem med hver signing. For det meste har de kastet sig over metallisk hardcore og bombastisk, supersonisk rock, men det her er noget helt nyt. Jeg har det sidste stykke tid læst en god bid anmeldelser, som svinede denne nydelige, lille ep, men jeg kan nu ikke hade den.

Fire numre er der på programmet. Det lyder måske ikke voldsomt, men de har hver især en spilletid på mellem syv og ni minutter, og så kan man jo selv fifle lidt med at udregne den samlede spilletid. Det er i hvert fald længere end de fleste punk og hc udgivelser nu om dage. Numrene hedder hhv. ”Song 8”, ”Song 4”, ”Song 3” og ”Song 11” – jeg ved ikke helt, hvor logikken er i dette, og man skal nok næppe holde vejret mens man leder efter den. The Austerity Program lever op til deres navn og sparer på lineuppen, for de er en duo bestående af Justin Foley på guitar/vokal og Thad Calabrese på bas. Ok da, så måske alligevel en trio, for som de skriver det i indercoveret: ”drum machine – drums”.

Som jeg ser det, har de to primære inspirationskilder. Den første er det monotone, massive og nærmest trancefremkaldende, industrielle beat som man kender det fra gode, gamle Godflesh. Den anden er skæv, amerikansk syre-indierock, som den praktiseres af utilregnelige galninge som Slint og Shellac. Også Foleys vokal minder meget om den desperate præstation Steve Albini leverer på ”At Action Park”, og alt i alt er det en yderst spøjs kombination, da disse elementer tilsammen giver et resultat, der for alvor tester folks udholdenhed og tolerance. Enten vil man mene at de går over stregen og være blevet drevet til vanvid, når monotonien har overskredet 9 minutters grænsen, eller også vil man til den tid være hyldet godt ind i den.

Er du til hedengangne Godflesh og savner noget lignende, vil løkken nok strammes om din fod, når du hører The Austerity Program. Jeg er spændt på at se, om stilen kan strækkes til at bære en hel fuldlængde, men på ep formatet går den sig nu ganske fint. -guldmann

alternativ anmeldelse :

Her har vi med en lidt atypisk udgivelse fra Hydra Head at gøre. The Austerity Program ligger ret langt væk fra den eksperimenterende hardcore, som man efterhånden forbinder Hydra Head med, faktisk kan deres musik beskrives med to ord. Steve Albini. TAP leverer nemlig en god gang noise rock og gøre samtidigt brug af en trommemaskine, som straks fik mig til at tænke på Big Black og hvad Albini ellers har haft gang i. For der er en del lighedspunkter. TAP’s meget stramme sangstruktur, hvor enkelte stykker gentages igen og igen og så bliver afløst af et nyt stykke etc etc. Forsanger/guitarist Justin Foleys anstrengte råben og den klare meget klare produktion har de helt bestemt hentet fra Steve Albini. I den anledning kunne godt man være fristet til at hive det røde kort op af lommen og bebrejde dem for at læne sig lige lovligt meget op af en ikke helt ukendt herres karakteristiske lyd. Nogle ville nok gå linen ud og kalde det for tyveri.

Jeg derimod kan ikke se det gale i at man hugger lidt her og der, så lang tid at kvaliteten er i orden. Og TAP leverer en helt okay omgang noise-rock med skæve riffs og den førnævnte og ret sej anstrengte vokal. At de bruger en trommemaskine er jo ikke noget helt nyt fænomen mere og igennem pladens forløb opnår TAP ikke rigtigt at gøre trommeprogrammeringen interessant nok. På skiven bedste sang,”song 4” hvor at trommemaskinen fuldstændigt går i selvsving, opnår de et interessant resultat men generelt virker det lidt overfladisk.

Nu står der godt nok at dette er en ep, men siden der er 33 minutters musik på denne her sag kunne den næsten kvalificere sig til at være en lp. Hvis det ikke lige var fordi at der ”kun” er fire sange på. Så nu kan den opmærksomme læser selv finde ud af, hvor lang tid The Austerity Program bruger på de enkelte sange. Pladens kvaliteter er bestemt vokalen og nogle af de skæve riffs sat sammen med trommemaskinens monotone lyd. Men der mangler lidt i sangskriver afdelingen og der mangler så bestemt også lidt originalitet. Så derfor ender The Austerity Program med at lyde ret så gennemsnitlig. -phil

Kom med kommentar i vores FORUM