Split-pladen er ikke en særlig udbredt ting i Danmark. Mens den har fungeret som en vigtig hjørnesten i hardcore-miljøet, særligt i USA, så har den ikke gjort særligt stor indtog herhjemme endnu. Jovist, der findes da eksempler på det her, men det er stadig i det små. Derfor er det kærkomment, når to af de største navne indenfor hardcore i Danmark er at finde på sådan en split.

Kendere vil nok allerede undre sig lidt over As We Fight og sammenkoblingen med hardcore, hvilket er godt udgangspunkt for denne anmeldelse. As We Fight meldte allerede ud inden udgivelsen, at splitten ville vise bandet gå i en anden retning. Man kan ikke kalde det for en tilbagevenden til deres hardcore rødder, for bandet har egentlig altid svævet et sted omkring metalcore mere end hardcore lige siden deres første fuldlængde fra 2004 “Black Nails and Bloody Wrists”. Laurits, der forlod bandet i 2007, er nu vendt tilbage og klarer vokalen ene mand, hvilket uden tvivl klæder den mere simple lyd bandet har fået. Men lad ikke ordet ‘simpel’ afskrække overhovedet, for As We Fights del af pladen er virkelig godt skruet sammen.

Den lyde bandet lægger for dagen mærkes straks, det er hardcore af den stædige slags. Simpel, men fandenivoldsk. Lydbilledet er ikke proppet med unødvendige effekter og andet, i stedet er der skåret helt ind til benet. Helt i front ligger Laurits’ vokal, der skærer stærkt igennem, som for eksempel på “Save Me”, hvor et break down stykke lader Laurits’ viser en næsten, tør man sige det, følsom side af vokalen. Men man får kun denne brøkdel af det sekund, et kort glimt af det, før As We Fight farer frem som trold ud af en æske. De har virkelig fundet en stærk formular på splitten, også kendt som “Ebola”, og det lover i det hele taget virkelig godt. Men det er også et langt spring fra deres tidligere metalcore lyd, og det kan muligvis afskrække gamle fans. Alt, hvad der er at sige til det er, at man må ikke snyde sig selv for As We Fights side på “Ebola”, og det er virkelig imponerende at se, hvordan et band, der er så veletableret kan skifte lyd på en så markant måde og gøre det uden at fejle. En split kan være svær, for der ligger alligevel et vist pres, både i form af at dele den med et andet band, og ligeledes at pladsen er knap - dette er intet problem for As We Fight.

På den anden side - eller det vil sige, den anden plade, for udgivelsen kommer i form af en dobbeltvinyl, og hvis anmeldelsen gjaldt udseende og æstetik ville den få topkarakter - finder man The Psyke Project. Ærlig talt, så er der intet nyt under solen her - men hvorfor skulle det være en dårlig ting? Psyke Project fortsætter med at spytte fantastisk materiale ud, og der er ingen grund til at forandre deres lyd, når de gør det så godt, som de nu engang gør. “Battles” er punket i sin lyd, Martins vokal er som altid gennemtrængende grænsende til det ubehagelige, hvor Christian Bonnesens (men hæng mig ikke op på det her) markante, men distancerede råb giver nummeret et næsten paranoidt lydbillede.

The Psyke Projects side på “Ebola” minder mest om deres materiale fra “Daikini”-æraen, og egentlig ikke så meget om deres tidligere udgivelse “Dead Storm”, hvor tempoet til tider røg en kende ned. Det mærker man kun på “This Road to Hell”, der viser bandets sans for lange afslutninger, der måske lige er en tand for lang. Det er uden tvivl et lækkert stykke, men halvdelen af nummeret er lige at strække den. Når det er sagt, så er det også det eneste, der er at sætte en finger på, når det kommer til denne side af “Ebola”. Faktisk er det det eneste overhovedet på hele pladen. Man kan kun håbe på, at “Ebola” giver andre bands blod på tanden til at udgive splitplader - dog er der altid den risiko, at man kommer til at dele sin plade med et band, der måskeikke bliver så vel modtaget af fans. Dette er intet problem for hverken The Psyke Project eller As We Fight. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM