As I Lay Dying har taget deres navn fra en novelle af den modernistiske forfatter William Faulkner. Novellen er hård at komme igennem, da den vægter ’stream of consciousness’, som var en del af den modernistiske bevægelse, meget højt. Dog er det en utroligt belønnende oplevelse at komme igennem novellen, da der åbner sig et sublimt karaktergalleri, der er beskrevet ned til mindste detalje. Det samme gælder for As I Lay Dyings nye plade, "The Powerless Rise"; den er hård at komme igennem, men her slutter sammenligningerne, for det er ikke nogen belønnende oplevelse, når pladen har spillet sit sidste nummer.

"The Powerless Rise" er As I Lay Dyings femte album, og i forhold til den forrige plade, "An Ocean Between Us", er der intet nyt at skrive hjem om. Det er et band, der har både har skiftet en del af deres medlemmer ud, og i den forbindelse har deres lyd ændret sig markant lige siden det første album. De to første album læner sig mere op af hardcore end metalcore, men derefter ændrede de deres stil. Hvor der kunne være små genialiteter i form af små instrumentale numre på de forrige plader, blev alt dette skiftet ud med dødkedelig masse-produceret metalcore.

Albummet åbner med "Beyond Our Suffering", et lettere ligegyldigt nummer, der ikke rigtig byder på noget. Det er standard-formlen, der bliver brugt her. Helt ned til mindste detalje; Støjet intro, blast-beats, plat guitar-solo – det hele er der. Udover Tim Lambesis, der er forsanger, synger bassist, Josh Gilbert, også på "The Powerless Rise". Gilbert tager sig af den rene vokal, som As I Lay Dying har gjort brug af lige siden deres spæde start. Det er dog begyndt at tage overhånd, især på "The Powerless Rise". På "Anger and Apathy" gøres der især brug af call-response mellem den hårde og rene vokal, så meget så det til sidst bliver for plat.

Det er svært at vælge et nummer "ud fra" The Powerless Rise", for næsten alle numrene lyder ens. Dog er "Upside Down Kingdom" et højdepunkt. En intro, der starter spændende med tung bas og tribal-lignende trommer, der efterhånden udvikler sig til et virkelig solidt nummer, der tenderer lidt mere til hardcore-lyden, som man fandt på tidligere albums.

Musikerne er bestemt kompetente, de spiller rigtig godt, men det bliver bare forudsigeligt og kedeligt. Lambesis' tekster er ikke noget værd, og det går helt galt på "Without Conclusion": ”Without conclusion, this song will end...” Faulkner må vende sig i sin grav. Faktum er, at As I Lay Dying efterhånden er begyndt at lyde som en middelmådig version af Killswitch Engage, og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at pladen er produceret af Adam Dutkiewicz, guitarist i Killswitch Engage. Selvom As I Lay Dying er begyndt at høste stor succes for deres musik, så er de efterhånden bare blevet en anonym del af metalcore, hvorimod de før havde en lidt mere spændende og frisk lyd. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM