Til dem der ikke lige var klar over det, er Artillery en fuldstændig uomgængelig institution indenfor ikke bare dansk metal, men thrashgenren i det hele taget. Ligemeget hvad vi ellers har af dansk thrash, er og bliver Artillery som de pionerer, de nu engang er, landets vigtigste thrashnavn. Så er dét på plads med det samme.
Selvom bandet som så mange andre knækkedes med 90'ernes komme og skuffede med deres første comebackoplæg, den fejlagtigt misvisende betitlede "B.A.C.K."-skive tilbage i '99, virker det som om Artillery i dag er tilbage for at blive. Forrige års overraskende fede "When Death Comes" var lyden af et revitaliseret band med blod på tanden ovenpå alt for mange års stilstand, og den vitalitet bibeholder de i stor stil på deres sjette langspiller "My Blood".
Jeg ved ikke, om Artillery gerne vil kompensere for deres mange inaktive år ved at smide noget nyt på gaden så hurtigt som muligt, men om ikke andet kan man sgu ikke beskylde dem for at hvile på laurbærrene. Under alle omstændigheder er afstanden mellem "When Death Comes" og "My Blood" den korteste i bandets historie siden den mellem klassikerne "Fear of Tomorrow" ('85) og "Terror Squad" ('87), og alt andet lige er det dæleme stærkt gået af et band med så høj en gennemsnitsalder, som tilmed har gjort sig til et af landets flittigste livenavne bare indenfor de sidste par år.

I tidens løb er der blevet gjort mange forsøg på at kortlægge metallens helt grundlæggende træk og virkemidler, og det synes at være en debat, der aldrig rigtig kan sluttes. (Og det er iøvrigt osse både fint og forståeligt nok.) In casu thrash metal mener jeg ikke, der kan herske nogen tvivl om, at højspændt energi er alfa og omega, og netop denne energi er allestedsnærværende på "My Blood". Til tider er den rødglødende.

Den ægyptisk klingende intro i åbneren "Mi Sangre (The Blood Song)" får således ikke alt for længe til at lede tankerne sydøst på, førend metallen losses igennem. Man kan ikke beskylde d'herrer Stützer for ligefrem at være innovative, når de skriver riffs, men det er næppe heller idéen med det her, og er man til metal, vil man lade sig rive med fra starten af den rene og skære energi. Den imponerende vitalitet, bandet lægger for dagen, er rent og skært verdensklasseniveau, og så kan alt andet sgu nærmest være ligegyldigt. Let's rock!
Det er dog først med skivens fedeste nummer, den derpå følgende "Monster", at pladen for alvor kommer ud over stepperne. Energien er altoverskyggende, og intensiteten helt oppe i et niveau, som selv for genren må betegnes som det røde felt. Det her er roots-thrash, folkens. Det er sådan her, rigtig thrash lyder, og det er hér, jeg hører det Artillery, som jeg mener, at Danmark snildt kan prale af, selvom de endte med at stå i skyggen af det samarbejde, som deres gamle legekammerater Rasmussen og Ulrich havde kørende.

Ovenpå "Monster" dyrker "Dark Days" et i disse dage sjældent set effektivt groove, der danner basis for et vers, hvis relativt lave tempo til trods er så intenst som noget, Artillery nogensinde har skrevet. Som lytter finder man sig selv kastende knytnæver i vejret med et manisk blik i øjnene i takt til den dommedagsprædiken, som teksten ikke kun er skrevet omkring, men som vokallinierne osse LYDER som. Det er hamrende effektivt, og det er en sand, ondsindet fornøjelse, som jeg vil glæde mig til at opleve live.

Herfra begynder dog skivens kritisable momenter at melde sig. Omkvædet i den ellers møgfede "Death Is An Illusion" skæmmes af en alt for fremherskende happy-go-lucky-melodiøsitet i så høj grad, at jeg ville kalde det decideret skidt, hvis det ikke lige havde været metal. Det samme er tilfældet i den ellers lige så møgfede "Thrasher" (gæt et tema!), hvor Artillery nok har villet dyrke kontrasten mellem Søren Adamsens maniske råbevokal og en nærmest pop-punket lejrbålskadence. I så fald virker det desværre bare ikke efter hensigten. Og på "Ain't Giving In" fremhæver samme banalt-forudsigelige melodik en anden hæmsko, nemlig teksterne, som ind imellem bliver for... Ja, jeg prøver lige at illustrere det engang: "I got (sic) no religion/I got no excuse/it's my own decision/I won't take no (sic) abuse/I got my own way of living/your life I despise[...]if you can't understand me/then I just don't care". Bevares, "Ain't Giving In" er, såvidt jeg ved, skrevet tilbage i '91, og nonkonformitet er da et flittigt benyttet tema indenfor thrashen, men behøver det alligevel lyde som noget fra en 14-årig goth-tøs' poesibog?? Man skal ihvertfald nok ikke være kommet ret langt udover teenageårene for ikke at have nogen form for distance til linier som "I am my own god/I'm not like you", og hvad de ellers finder på. Endelig er vokalmelodierne lidt for ofte centreret lige lovligt meget omkring kvinten, og det har en tendens til at lyde repetetivt.

Men alt dette overskygger kun sjældent biddet og spilleglæden. Og apropos føromtalte vokal så synes jeg bestemt den er værd at fremhæve. Søren Adamsen har fået megen kritik, og det ER da også en utaknemmelig opgave at løfte arven fra forgænger Flemming Rønsdorff, som jeg anser som en af landets absolut ypperste metalvokalister nogensinde. Men Adamsen gør det fandeme osse godt, synes jeg. Manden har et utroligt overskud og en utrolig styrke, som jeg ikke er i tvivl om har været en afgørende faktor i hele Artillerys definitive genrejsning. Der er ihvertfald både thumbs og horns up herfra.

Endelig er det ret nemt at forstå, hvorfor Artillery lige har valgt at lave en video til "Warrior Blood", som nok skal blive en sikker livebasker fremover. Det, at bandmedlemmernes børn optræder i videoen, og at teksten stolt og med rette dokumenterer metallens gåen i arv fra generation til generation, danner en bevidst anvendt synergi af elementer iht. blod-tematikken, som er rent guf for den koncept-sucker, jeg nu engang er. Det kunne være interessant at se mere af den slags fra Artillerys side.

Al tænkelig kritik til trods vil "My Blood" falde i god jord hos fans af både bandet og genren, og uden at overgå sin forgænger er den stadigvæk langt mere rå og autentisk end størstedelen af alt andet dansk mainstreammetal. - Og for den sags skyld udenlandsk. Her har produktionen osse en del at sige, for selvom lyden desværre virker lige lovlig kompresset, er den til gengæld enormt ind-til-benet ift. alt for meget andet, og det er virkelig rart her i 2011. Det kunne adskillige bands, som gerne sætter deres lid til keyboardsovs, plugins og rumklang frem for riffs lære meget af. *AHEM*Mercenary*AHEM*.
Selvfølgelig genopfinder Artillery ikke den dybe tallerken her, men nu er thrash altså heller ikke ligefrem verdens mest fremadskuende genre, og det er dog trods alt heller ikke første gang, nogen har udgivet en fedt rykkende skive uden at opfinde nogetsomhelst hverken dybt, fladt eller noget derimellem.
Køb den trygt og sørg frem for alt for at fange dem live. Det er dér, de er fedest, og det er det, der holder dem i live. Og det vil vi gerne have, at de er længe endnu. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM