Mit kendskab til Architects var forholdsvist begrænset, da jeg lod dem larme på mit anlæg, forinden denne anmeldelse. For lang tid siden så jeg dem opvarme for The Chariot, og så vidt jeg husker, så var det hardcore lidt i samme stil som førnævnte band, så det virkede lovende. Jeg havde også læst mig til, at de er endnu et band i den lange række af kristen hardcore, som tit afføder spændende produkter i sidste ende. Det var derfor med forventninger, at jeg gav mig til at lytte til Architects fjerde fuldlængde, ”The Here And Now”.

Ballet åbner med ”Day In Day Out”, og allerede fra start lover det godt. Alle de forventninger, man efterhånden har til kristen hardcore, bliver frigivet fra start, og det sætter med det samme Architects højt oppe i hierarkiet. Desværre viser ”The Here And Now” at være et får i ulveklæder. Det starter rigtig godt med ”Day In Day Out”, der er hjørnestenen af hardcore serveret på en guldtallerken; der er aggressivitet, tempo og ikke mindst karakter. Men ulveklæderne krakelerer allerede på næste nummer, om end det er små træk, så føles det alligevel unaturligt. ”Learn to Live” har således et kort mellemstykke, der indeholder elektroniskprogrammerede trommer. Ikke nok med at det virker malplaceret, så er det en hån for den ellers rutinerede trommeslager, vi finder i Dan Searle. Og herfra går det ned af bakke, og lidt efter lidt krakelerer det ellers så intimiderende udseende, når Architects ifører sig klæderne fra hardcore.

På ”An Open Letter to Myself” er Searle byttet helt ud med en smart producer, der har fundet et kasseret beat, som [indsæt generisk popstjerne her] skulle have haft til en b-side. Heldigvis bryder Searle ind efter den noget kedsommelige intro, men det hjælper ikke på at dette nummer skriger af solo-plade for forsanger, Sam Carter, og sådan er der en del numre, der udarter sig. ”An Open Letter to Myself” har egentlig en stærk afslutning, men det er ikke godt nok til at redde hele nummeret.

Ulveklæderne bliver til tider bragt frem igen, som for eksempel på ”The Blues”, der bringer Architects tilbage til hardcore-rødderne. Tempoet på dette nummer er helt fænomenalt, og det virker til, at det kan falde fra hinanden hvert sekund, men det er netop derfor dette nummer har en charme, som de andre ikke præsterer. Det er tanken om det ukontrollerede, der gør ”The Blues” lidt mere spændende end de andre numre på ”The Here And Now”, grundet produktionen på disse, der til tider har overdimensionerede proportioner. ”The Blues” buldrer derudaf, og selvom det har et mellemstykke, der har en vokal sovset ind i rumklang, så har det alligevel en vis force hele vejen igennem. Det fortsætter efterfølgende på ”Stay Young Forever”, som ikke holder sig tilbage. Det er især gæstevokalen, Andrew Neufeld fra Comeback Kid, der skiller fårene fra bukkene. Dog kan disse to perler ikke opveje for den efterfølgende gru da ”Heartburn” startede.

Det er efterhånden blevet ren refleks at have en ballade på sin plade, for at vise, at det ikke kun handler om vold, død og ødelæggelse; hardcore-fans kan også være følsomme unger, der har brug for et kram engang i mellem! Men ”Heartburn” føles så malplaceret og ude af kontekst, som det overhovedet kan blive. Nummeret kan beskrives som en power-ballade, og endnu en gang føles det som et nummer, der er perfekt til en solo-plade, men på ”The Here And Now”, så føles det unaturligt. I sig selv er det et godt nummer, men i Architects konteksten, så er det forvirrende og det giver i sidste ende pladen et skizofrent islæt. Der har været antydninger til dette gennem hele pladen, men de har været godt camoufleret i numre, der ved første gennemlytning virker passende. Hvis man giver pladen flere gennemlytninger, så begynder billedet at krakelere, og til sidst sidder man selv fuldstændig uforstående over for, hvad det er, man har lyttet til. Hvis numrene i det mindste var delt bedre op, så balladerne figurerede til sidst på pladen, så var det måske nemmere at håndtere, men sådan foregår det ikke. Til sidst finder vi nemlig ”Year In Year Out/Up And Away”, sidstnævnte er et gemt nummer, der kommer lidt efter den første del. På denne finder vi endnu en gæstevokal, nemlig Greg Puciato fra Dillinger Escape Plan, og hvis man var blevet helt søvndyssen efter ”Heartburn”, så er det her den brutale opvækkelse, man har ventet på. Greg lyder som en rottweiler på steroider, og han medbringer et helt utrolig drive, der føjer en fantastisk stemning til nummeret. Selvom det ikke er megen tid, han får på nummeret, så er det nok til at få enhver ud af stolen.

”The Here And Now” har egentlig fint potentiale til at være en god plade, men der noget mystisk ved den måde tracklisten er sammensat. Der er ingen tvivl om at Architects har et helt specielt drive og en energi, der ikke ses så tit, derfor er det sørgeligt at denne drive kun føles på få numre. Disse numre opvejer heldigvis for en del, men det kan ikke udgøre en hel plade. ”Year In Year Out” er uden tvivl det stærkeste nummer på pladen, og man kan aldrig blive træt af at høre Puciatos fantastiske vokalværk. Det er synd, at Architects stærkeste skæringer på pladen er grundet gæstevokalerne, men det virker til at de har prøvet at ramme et meget bredt publikum med dette album. Næste gang skulle de måske bestemme sig for enten at beholde fåreklæderne på eller kaste dem fra sig, for i sidste ende så at kunne lave en plade, der fungerer bedre som en helhed. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM