Underfundige Antony har med sin sarte pompøsitet allerede opnået at tryllebinde adskillig sjæle via blot ét album samt en lille håndfuld singler, og nu må det altså være på tide, at denne hudløst ærlige og helt igennem magiske sangfugl fra New York bryder barrieren ned til et større publikum. Den forsigtige skikkelses nærmest overjordiske fremtoning på debuten er der siden blevet skrællet mange lag af, så uden helt samme mængde af pompøse, kabaretlignende islæt – Antonys tidligere varemærke – stifter vi denne gang et markant dybere bekendtskab med hans kvaler og passioner, uden omsvøb, men alligevel bakket blidt op af følgeskabet, The Johnsons.

Fortvivlelsen er allestedsnærværende som hjemsøgende faktor i albummets dragende, afsindigt smukke ballader. Dame, dreng, søster, fugl eller fisk? Det er ikke godt at vide, men den lurende seksuelle og identitetsmæssige omskiftelighed er unægtelig en vægtig størrelse i Antonys androgyne univers, og lige netop fordi den sårbare blottelse forbliver total fra start til slut, er han heller ikke til at skyde igennem i disse monumentale øjeblikke af bekendelse.

Selv når diverse musikalske legender og andet godtfolk stiller op på stribe for at bistå Antony, skal man virkelig holde sig i skindet for ikke også her konstant at lade opmærksomheden drive mod hans spøgelsesagtige dominans, hvad enten den er frivillig eller ej. Skal man bedømme alsidigheden af hans støt voksende fanskare, er blot et kig på denne liste af medvirkende ganske illustrerende for spændvidden her, da så forskelligartede kunstnere som Lou Reed, Rufus Wainwright, Devendra Banhart og Boy George alle betræder manegen for en stund i løbet af albummets blot 35 minutter. Diskret overdådige arrangementer af strygere og klaver udgør meget af den musikalske rygrad, som bærer Antonys unikke stemmepragt skånsomt gennem disse ballader, og tager vi f.eks. klimakset på ”Hope there’s Someone…”, har disse ører sjældent oplevet mere passionerede, overbevisende og smukke toner end her.

Intet andet kan konkurrere med Antony i min verden lige nu (for sikkert ikke at tale om længe fremover), og var det ikke for den sparsomme spilletid, havde jeg ej tøvet med at falde på knæ for at fiske topkarakteren ud af inderlommen til at ledsage det gigantiske bundt roser, der allerede er fuldt ud fortjent. Antony betræder nu en sti mod storhed og endnu bredere anerkendelse end hidtil, og gør endelig dit for at krydse hans vej, så denne fantastiske sjæl også kan kaste uindskrænket skønhed over din tilværelse. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM