annihilator - all for you
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 24.05.04 Thrash/Power Metal AFM Jeff Waters
 
Annihilators 2 første albums ”Alice in Hell” og ”Never, Neverland” er måske lige knapt nok udødelige klassikere men dog alligevel nogle af de bedre og mere succesfulde thrash/power metal albums fra slutningen af 80´erne/starten af 90´erne, men efter det egentligt ganske udmærkede album ”Set The World on Fire” fra 1993 har jeg ikke fulgt med i den linde strøm af Annihilator udgivelser der med jævne mellemrum er blevet smidt på gaden i de sidste 10 år.

Siden starten har bandet Annihilator nærmest været synonymt med den canadiske guitarist og sangskriver Jeff Waters, der har skiftet besætning flere gange end man kan tælle på én hånd, og på dette nye album ”All For You” er både vokalen og trommerne da også vanen tro overtaget af nye kræfter i form af henholdsvis Dave Padden og den tidligere Steve Vai/Extreme trommeslager Mike Mangini. Dette har dog ikke ændret en tøddel på Annihilators udtryk, for de lyder umiskendelig som det samme band som de gjorde for over en dekade siden. Om denne musikalske træden vande så er en fordel eller en ulempe er vel op til den enkelte lytter at afgøre med sig selv.

I lighed med bands som f.eks. Overkill og Metal Church ligger Annihilators musikalske udtryk et eller andet sted mellem melodisk thrash og amerikansk power metal, og vokalen veksler da også mellem en rå stemmeføring og så mere melodisk skønsang på omkvædene. På nogle af numrene som eksempelvis de ganske udmærkede ”All For You”, ”Demon Dance”, ”Rage Absolute” og ”Nightmare Factory” minder musikken og vokalen mig lidt om det fede ”Black Science” album med Geezer uden dog kvalitetsmæssigt at være på helt samme niveau. Slet ikke dårligt.

Til gengæld er de obligatoriske ballader ”The One” og ”Holding On” ulideligt banale og skæringen ”Bled” lyder som en dårlig kopi af et Metallica nummer fra ”Load” albummet. Mindre heldigt.

Guitaristen Waters fremstår som en ligeså ferm håndværker som altid på ”All For You”, mens sangskriveren Walters til gengæld forekommer mig at køre lidt for meget på autopilot eller på rutinen om man vil. Det nye album er langt fra at være dårligt og trofaste fans af Annihilator opfordres til at tjekke udgivelsen ud, men jeg tvivler på at Waters & Co. vil øge fanskaren i nogen væsentlig grad med ”All For You”. Dertil mangler der lige det sidste gran af inspiration og nytænkning. –byrial

 









Kom med kommentar i vores FORUM