Brasilianske Angra har just haft 15 års jubilæum som band, og det fejrer de på behørig vis med udgivelsen af det nye og 6. full-length album ”Aurora Consurgens”; en udgivelse der viser en noget leaner & meaner udgave af Angra, hvis man sammenligner umiddelbart med den ellers udmærkede forgænger ”Temple of Shadows” fra 2004.

Hvor ”Temple of Shadows” kombinerede Angras brasilianske baggrund med store mængder inspiration fra europæisk semi-symfonisk power metal, er ”Aurora Consurgens” et helt anderledes direkte og hårdt album, der skærer ind til benet og fjerner det meste af den pompøse og orkestrale ’sovs’, som fik ”Temple of Shadows” til at lyde lidt som en sydamerikansk pendant til Rhapsody (of Fire). På ”Aurora Consurgens” er der meget mere fokus på tunge trommer og guitarer, og rent faktisk er det nye album nok det mest heavy album i Angras historie. Alle de indslag med gæstemusikere og gæstevokalister, som ”Temple of Shadows” var rig på, er også nådesløst skåret væk på ”Aurora Consurgens”, så kun selve essensen af Angra selv står isoleret tilbage. Og det klæder dem faktisk rigtigt godt!

Mens ”Temple of Shadows” havde en gennemgående historie kørende, nøjes ”Aurora Consurgens” med at have et mere løseligt overordnet koncept gående, der kredser omkring forskellige former for mental sygdom og psykologiske problemer. Albummets titel er da også planket fra et værk skrevet af middelalderens store italienske filosof og teolog, den helgenkårede dominikanermunk Thomas Aquinas; et værk der senere benyttedes af den schweiziske psykolog Carl Gustav Jung i sidstnævntes banebrydende udforskning og beskrivelse af drømmenes betydning for menneskets mentale tilstand.

Forsanger Edu Falaschi synger stadig ret flot og med meget lidt gebrokken accent; noget som ellers ofte kan være et problem, når især vokalister fra latinske/sydamerikanske metalbands forsøger sig på engelsk. Det er dog især trommeslager Aqualis Priester og lead-guitarist Rafael Bittencourts præstationer der for alvor hæver ”Aurora Consurgens” et godt stykke over middel for genren. Priester har helt styr på det for stilen så let genkendelige galoperende ridt henover stepperne i fuldt trav, men han formår hele tiden med små progressive detaljer at holde trommespillet udfordrende. Bittencourt er derimod garant for dusinvis af løsslupne neo-klassiske soloer, samtidig med at han i samspil med 2. guitarist Kiko Loureiro også sørger for at holde riff’ene knivskarpe og intense.

Der startes ret sigende ud med den seje ”The Course of Nature”, der næsten lyder som noget fra Dream Theaters ”Awake” album; knaldende hård og crunchy power metal med et let progressivt touch. Også den efterfølgende ”The Voice Commanding You” og ”Salvation: Suicide” hamrer hæsblæsende derudaf, dog med lidt flere tendenser i retningen af europæiske power metal bands som f.eks. Gamma Ray og Stratovarius, men som sagt med mere tyngde og mere eller mindre uden forstyrrende symfoniske tendenser. Den tunge ”Passing By” har faktisk også lidt Dream Theater anno ”Awake” over sig; ikke dårligt.

En af de heldigvis få decideret balladeagtige skæringer er ”So Near So Far”, der til gengæld er blevet rigtig vellykket; nummeret minder mig af en eller anden grund om de mere afdæmpede indslag på de første par albums med italienske Time Machine; udgivelser der har en særlig plads i undertegnedes hjerte. Måske er det pga. den delikate brug af akustisk guitar, de smægtende melodier eller måske vokalen? Smukt er det i hvert fald.

I en tid hvor der, i hvert fald efter undertegnedes mening, går længere og længere mellem de power metal albums, man for alvor gider bruge tid på, og hvor tendensen ofte går i retningen af at pladre lydbilledet til med kvindevokal, store korarrangementer og orkestrale draperinger, for derved at dække over en eklatant mangel på noget så banalt som holdbare sange, er Angras approach på ”Aurora Consurgens” prisværdig. Ok, ”Aurora Consurgens” er langt fra noget nyskabende power metal mesterværk som sådan, men til gengæld befriende klar og kontant i udtrykket. Kort sagt har Angra lavet et af de bedste power metal albums i 2006; et år der dog sandt at sige ikke har været et gyldent år for genren. Angra er bevidst eller ubevidst gået i den diametralt modsatte retning af f.eks. Rhapsody (Of Fire) og disses noget skuffende ”Triumph of Agony” udgivelse, og rent beset giver Angra for en gangs skyld deres mere berømte italienske brødre baghjul. Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med... -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM