|
‘Terningerne er kastet.’
Sådan udtalte Gajus Julius Cæsar i år 49 f. Kr., da han overskred floden Rubicon, der adskilte Gallien og Italien, og derved startede den borgerkrig, der skulle komme til at danne grundlaget for Cæsars senere position som enerådende kejser over hele det mægtige Romerrige. Belgiske Ancient Rites har tydeligvis ladet sig inspirere af historien, for deres 5. album har netop fået titlen ”Rubicon”, og desuden synes der tillige at være et overordnet lyrisk koncept, der knytter de bombastiske og pompøse numre og deres titler sammen på ”Rubicon”.
Ancient Rites starter ”Rubicon” ud med den fine soundtrack-lignende og østligt klingende intro ”Crusade”, som sømløst går over i ”Templar”, der gentager introens melodiske motiv i nærmest hæsblæsende power-metalliske rammer, dog med frontmand Günther Theys noget atypiske og hæse vokal som kuriosum. Den mørk-melodiske og pompøse ”Thermopylae” starter derimod i tilnærmelsesvis orkestral Therion-agtig stil med bl.a. kvindelig operavokal; noget som også gør sig gældende på ”Cheruscan”. På titelnummeret synges omkvædet pludselig på tysk, og også ”Brabantia” indeholder nogle brokker på tysk, mens ”Ypres” veksler prisværdigt mellem hårdere, uptempo passager og mere neddæmpede, pianounderstøttede indslag med en melankolsk bismag.
Den måde hvorpå Ancient Rites blander elementer fra heavy metal og power metal fungerer ret godt, og at de stærke melodier samtidig ofte giver et indtryk af at have folkemusikalske aner passer fint til teksternes historiske indhold. Det eneste der ikke er en ubetinget succes ved Ancient Rites er i mine ører Gunther Theys begrænsede og lidt primitive stemmepragt, som måske ikke altid lige arbejder til bandets fordel, men som i stedet peger lidt for meget tilbage til Ancient Rites’ fortid som et ret ordinært black metal inspireret band, men det er dog heldigvis ikke så grelt at det forstyrrer indtrykket af ”Rubicon” som et vellykket heavy metal album.
Den røde tråd rent tekstmæssigt synes at være noget med europæiske krige og Romerrigets storhed og fald mere specifikt, repræsenteret ved forskellige centrale krigsskuepladser og aktører. Thermopylae, eller ’De Varme Porte’, er således navnet på et strategisk vigtigt græsk bjergpas, der flere gange i historien har været skueplads for heftige kampe; senest i 1941 under 2. verdenskrig, men også så langt tilbage som i år 480 f. Kr., hvor perserne stod ansigt til ansigt med spartanerne, mens Cheruscan refererer til den gamle germanske stamme cheruskerne, der slog romerne i et berømt slag i Teutoburgerskoven i år 9 e. Kr. og dermed satte en blivende stopper for romerrigets yderligere ekspansion. Ypres er derimod lig med den belgiske by Ieper, der i både i 1. verdenskrig og i utallige gange i det 16.-18. århundredes mange krige op til flere gange har været noget nær jævnet med jorden, mens Brabantia er et nu delvist belgisk, delvist hollandsk landområde, der gennem krigshistorien har været underlagt en hel håndfuld forskellige overherredømmer.
Foretrækker man sin heavy metal episk med et stænk symfonisk power metal iblandet, er ”Rubicon” et oplagt bud på dit næste indkøb; Ancient Rites får nemlig hvad der meget let kunne være blevet et opbud af genrens mest belastende klicheer til at hænge rigtig godt sammen rent kompositorisk, og i al overvejende grad er ”Rubicon” faktisk et overbevisende og veludført metalalbum på både det musikalske og det lyriske plan. Slet ikke dårligt.
-byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|