Svenske Anata viste anslag til noget rigtig stort på deres forrige album “Under a Stone With no Inscription” fra forrige år, men med deres nye udgivelse ”The Conductor’s Departure” rammer bandet lige i bull’s-eye med et teknisk velfunderet death metal album, der indeholder alle genrens forcer og behændigt undgår samme genres mange faldgruber.

I forhold til “Under a Stone With no Inscription” baserer ”The Conductor’s Departure” sig i mine ører i lidt mindre grad på atonalitet og disharmonier, og det nye album lyder derfor også en hel del mindre Immolation inspireret end forgængeren. I stedet for er en marginalt mere lineær og ’klassisk’ death metal rytmik kommet i fokus, samtidigt med at guitarsoloerne har fået en mere fremtrædende plads i lydbilledet, hvilket man kun kan bifalde når nu de er så kompetent udtænkte og udførte som tilfældet er. Men frygt ikke, der er stadig masser af tekniske finurligheder og små rytmiske forskydninger og lækre riff-baserede detaljer at fornøje sig med på ”The Conductor’s Departure”; der holdes bare hele tiden fast i dem med en kompositorisk jernnæve, så enkelthederne ikke tager unødigt fokus fra helheden. Anata bruger med andre ord deres blærede tekniske færdigheder som musikere som et middel til at nå målet, og ikke omvendt som del nyere tekniske death metal bands har fået for vane i deres evindelige effektjageri. 

Allerede på albummets første nummer ”Downward Spiral Into Madness” kommer den første af mange suveræne soloer på ”The Conductor’s Departure”; på én gang både teknisk udfordrende, melodisk og med en melankolsk bismag. Højdepunktet er dog “Better Grieved Than Fooled”, der indledes på en vildt rytmisk og thrashy måde, som får mig til at tænke på polske Sceptic, og samme nummer imponerer også senere med en imponerende smuk og harmonisk solo, og i det hele taget kunne der skrives en hel lille afhandling om de mange labre soli på ”The Conductor’s Departure” alene. At Anata også mestrer et tungere og mere udpræget old school udtryk til perfektion er “I Would Dream of Blood” et glimrende eksempel på. 

Hvis man ser bort fra det smukke, korte instrumentalnummer ”Children’s Laughter” og det fyrstelige 8½ minut lange afsluttende titelnummer, er de resterende 8 numre på ”The Conductor’s Departure” alle i omegnen af de 5 minutter, hvilket resulterer i næsten et timelangt teknisk death metal lærestykke, der tager Anata det sidste skridt op i den ekstremmetalliske superliga; et skridt bandet som nævnt allerede så småt var i gang med at tage på det forrige “Under a Stone With no Inscription” album. Selvom jeg nok stadig vil mene at Krisiun med ”AssassiNation” har lavet årets hidtil bedste death metal album, er der ingen tvivl om at Anata med ”The Conductor’s Departure” kommer meget tæt på brasilianerne; hvor Krisiun har en marginal fordel i deres altødelæggende brutalitet, aggression og tightness, vinder Anata til gengæld på især deres eminente soloer og deres på én gang melodisk og rytmisk afvekslende kompositioner. Med andre ord er ”The Conductor’s Departure” en nær perfekt udgivelse i genren, som burde være fast inventar i enhver death metal samling med respekt for sig selv. Anbefales. –byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM