|
Det ser umiddelbart ud til at trenden fra sidste år med fremragende death metal udgivelser i en næsten endeløs række synes at kunne fortsættes hér i år 2004. I hvert fald hvis den nye udgivelse ”Under a Stone With no Inscription” med Anata kan bruge som indikator.
Selvom Anata helt indlysende først og fremmest er et death metal band inkorporerer de disharmonier og atonale strukturer i deres musik i en sådan grad at man til tider mindes math-core bands som Burnt By The Sun eller Luddite Clone, og dermed kommer ”Under a Stone With no Inscription” såmænd også til at minde om Immolations mesterlige album ”Unholy Cult”, der på lignende vis kombinerede forrevne rytmestrukturer med arkaisk dødsmetal.
Samtidig er Anata faktisk også for det meste ret melodiske på deres egen særegne off-beat måde, og det er med til at give de enkelte numre en selvstændig identitet, så det hele ikke løber samme til en enslydende masse. Et godt eksempel herpå er åbningsnummeret ”Shackled to Guilt”; tight sammenspil på højt teknisk niveau, fede, memorable og på samme tid udfordrende riffs, kompositorisk overblik og alligevel en højst aggressiv og brutal fremfærd. Andre skæringer der ligeledes overbeviser i den forbindelse er ”Entropy Within”, ”Sewerages of The Mind”, ”Under the Debris” og ”Leaving The Spirit Behind”. At ”Under a Stone With no Inscription” tilmed er udstyret med en glimrende produktion gør kun Anatas gennemslagskraft dét mere overbevisende.
Sammen med f.eks. Australske Psycroptic, Polske Decapitated og Svenske Spawn of Possession er Anata ét af den håndfuld af nye fremadstormende internationale bands, der med tiden skal tage over når death metal genrens nuværende Amerikanske mastodonter såsom Morbid Angel, Deicide og Cannibal Corpse engang vælger at gå på pension, og indtil det sker er ”Under a Stone With no Inscription” en mere end overbevisende og selvstændig smagsprøve på Anatas ikke uanseelige potentiale. Anata er meget tæt på det 5. C og lur mig om ikke det næste album bringer bandet det næste skridt op af rangstigen. Er du ligesom undertegnede helt pjattet med Immolations ”Unholy Cult” bør ”Under a Stone With no Inscription” bestemt stå i samlingen! –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|