En blodørn er en form for tortur, der efter sigende blev brugt af vores blodtørstige forfædre i vikingetiden. Det skulle være en ganske ubehagelig omgang kropsbehandling, idet ofrets ribben skæres eller brækkes fra rygsøjlen, hvorefter de bliver spredt ud så de minder om vingerne på en stor ørn. Derefter er det en smal sag for bødlen eller hævneren at afslutte foretagendet ved at hive det stadig levende offers lunger eller hjerte ud gennem hullet i ryggen. Dette lyder til at være et så genneminfernalsk mangel på medmenneskelighed, at det i den grad må kunne tilfredsstille de ærkeonde herrer V.I.T.R.I.O.L. og Irrumator fra britiske Anaal Nathrakh. De lyder ihvertfald til at være blevet godt og grundigt inspireret af den rituelle afstraffelse på deres nyeste plade, ”In The Constellation Of The Black Widow”, da de pænt lufter deres ideer om vores forfædres fritidsfornøjelser på skivens slutnummer ”Blood Eagles Carved On The Backs Of Innocents”.

I det hele taget syntes ideen om at gøre forfærdelige ting mod hjælpeløse endnu engang at være i hovedsædet hos de undergangsfascinerede musikere, og ikke kun lyrisk. Som lytter får man ihvertfald ikke et ben til jorden fra det øjeblik hvor Irrumator slår guitaren an og V.I.T.R.I.O.L. øver vold mod egne stemmebånd og vore øregange. Denne skive er fuldstændig rendyrket vildskab, en musisk blodørn, et frontalt stormløb mod sanserne. Ja, det lyder overdrevet, men det er musikken fanme også!

Titelnummeret og åbneren starter ellers ud med en dyster intro med støj, mumlen, desperate, forvirrede grin, hvorefter et knusende riff langsomt sætter igang, og det hele virker som om Anaal Nathrakh har ændret deres smadrede grind/black formel til en tungere, mere slæbende omgang ekstremmusik. Men nej! Vi bliver bare drillet lidt inden det hele eksploderer om ørerne på os!

Det står hurtigt klart at Anaal Nathrakh både har udviddet deres musiske univers endnu engang, samt at de også har skuet tilbage til deres gamle udtryk. Sammenligner man ”In The Constellation...” med deres forrige udgivelse, ”Hell Is Empty And All The Devils Are Here” er bandet gået væk fra den næsten death metal inspirerede lyd derfra; nu lyder de mere som en blanding af det ætsende beskidte industriel/grind/black fra ”The Codex Necro” og de højtflyvende, symfoniske lydbilleder fra ”Eschaton” – men nu bare endnu mere intenst og vildere end før!

Anaal Nathrakh er nemlig i deres allermest episke humør – udover sine karakteristiske, svært arrige skærebrænderriff smider mastermind Irrumator omkring sig med symfoniske og episke riffs af næsten Emperor’ske dimensioner, noget der fint bakkes op af V.I.T.R.I.O.L.s til tider fuldstændige eksalterede vokalarrangementer. Ikke alt kammer dog over i ren skønsang; V.I.T.R.I.O.L. er et vokalmonster af rang; han overgår endda sin vokalpræstation på ”The Codex Necro” – det giver mig kuldegysninger når han går fuldstændigt amok og skriger sine lunger ud; og man forestiller sig næsten at han er underlagt middelalderlig tortur med hvad der dertil hører af glødende jern, tænger og blodørne.

Den varierende vokal står ufatteligt godt til Irrumator’s fantastiske guitarspil, der består af alt fra det knusende til det symfoniske til det superhurtige til det elegante. Dertil kommer en, i bogstaveligste forstand, umenneskelig trommepræstation. Irrumator er en mester til at programmere sin maskine, der aldrig har spillet hurtigere end nu. Selvfølgelig er alt ikke bare blasting dog, der bliver kælet for detaljerne med nogle dejlige fills her og der, masser af variation og endda lidt groove engang imellem. Jeg behøver vel ikke nævne at trommelyden, maskinprogrammeret til trods, er meget organisk, og at hele produktionen faktisk er exceptionelt skarp, vel?

De to galninge har aldrig lydt så vilde, nedrige, fantastiske og desperate som de gør her under den sorte enkes stjernetegn – man føler sig hensat til et post-apokalyptisk univers hvor der kun findes sindssyge og håbløshed. Og samtidigt er det hele så forbandet velskrevet – hvor V.I.T.R.I.O.L. før måske har domineret lydbilledet lidt på bekostning af instrumenteringen, er ”In The Constellation Of The Black Widow” simpelthen så velspillet og velkomponeret at det hele går op i en højere enhed, og det endda selvom vokalpræstationen som nævnt er endnu mere imponerende end på tidligere udgivelser. Derudover bliver skiven ved med at vokse ved hver gennemlytning, og jeg er slet ikke i tvivl om at det er en endog meget langtidsholdbar størrelse det her. Der er ikke ét svagt nummer på albummet, og det står for mig som Anaal Nathrakhs absolutte hovedværk, og et af de allerstærkeste ekstremmetaludgivelser inden for de seneste par år. Der mangler måske lige den knivspids af det der ubestemmelige der hæver en plade fra ”fantastisk” til ”udødelig”, men jeg tøver ikke med at uddele CCCCC½. -bang

Kom med kommentar i vores FORUM