anaal nathrakh - domine non es dignus
clonepop |
|
anaal nathrakh - domine non es dignus
clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 02.11.04 | Death/Black Metal | Season of Mist/VME | -- |
|
Jeg synes at kunne huske, at Anaal Nathrakhs forrige album ”The Codex Necro” i sin tid blev skamrost på det groveste af det engelske metalmagasin Terrorizer og vist også blev valgt til månedens album. Alligevel fik jeg aldrig tjekket Anaal Nathrakh ud, da engelske medier har en tendens til ofte at hype og overvurdere hjemlandets egne kunstnere på det groveste! Efter at have hørt det nye album ”Domine Non Es Dignus” må jeg dog indrømme, at der meget vel kan have været noget om snakken… Anaal Nathrakh spiller nemlig en vellykket blanding af death og black metal, der umiddelbart får mig til at mindes Zyklon som de lød på især deres 1. album ”World ov Worms” iblandet lidt spredte elementer fra industrial genren og nogle få velvalgte samples fra diverse skumle film. Det helt store clou ved ”Domine Non Es Dignus” er dog efter min mening vokalarbejdet, som er ekstremt varieret og af meget høj kvalitet hvad enten Anaal Nathrakh benytter hysteriske black metal skrig ikke ulig Attila fra Mayhem, onde dybe growls á la John Tardy fra Obituary eller noget højstemt skønsang der lyder meget hen af Ihsahn fra Emperor eller Vintersorg fra Borknagar. Fremragende! Det lyder helt skizofrent til tider, men det passer umanerligt godt til den skarpslebne og hidsige musik. Efter en kort, isnende intro med den appetitlige titel ”I Wish I Could Vomit Blood on You… People” spiller Anaal Nathrakh med det samme med musklerne på ”The Oblivion Gene”, og herefter går det kun én vej på ”Domine Non Es Dignus”, nemlig i fuld fart frem over stepperne så man skulle tro en flok beredne mongoler anført af Djengis Kahn var i hælene på dem! Det hamrende brutale nummer ”Revaluation of All Values (Tractatus Alogico Misanthropicus)” minder meget om Behemoth som de lød på ”Satanica” albummet, mens ”This Cannot be the End” til tider har noget der minder om et Pantera power-groove kørende. Skæringen ”The Final Destruction of Dignity (Die Letzten Tag der Menchheid) er dog klart albummets højdepunkt efter min mening; et helt afsindigt intenst og fængende nummer med masser af tempo, forrevne riffs og staccato-rytmik. Sammen med Akercocke kan Anaal Nathrakh meget vel være Englands fremtidige ekstremmetal frelsere, da de har noget af den samme lyst som Akercocke til på intelligent vis at kombinere de bedste elementer fra både death og black metal, samtidig med at man ingen berøringsangst har overfor hverken industrial eller pompøse vokalarrangementer. Den latinske titel ”Domine Non Es Dignus” betyder noget i retningen af ’Herren er ikke værdig’, men det samme kan så sandelig ikke sige om selve albummet, for det er nemlig værdigt til at blive nævnt blandt årets bedre ekstremmetal udgivelser. Selve musikken er vel ret beset til 4 store C’er, men den fænomenale vokalpræstation hiver lige Anaal Nathrakh op på det 5. C i karakterregnskabet. Nå, nu har jeg altså ikke tid til at skrive mere, for jeg skal ud og opstøve det forrige album ”The Codex Necro”; det kan da kun gå for langsomt! – Byrial
|