Lige så ærgerlig, jeg blev, da Pasi Koskinen skred fra Amorphis i 2004 for at hellige sig sine mere eller mindre obskure sideprojekter, mindst lige så overvældende var det, da Tomi Joutsen skrålede sig helt ind i min knoglemarv på den suveræne "Eclipse" ('06). Omend med et udtryk nærmest diametralt modsat sin forgængers kunne mandens både kraftfulde og følelsesladede røst ikke have klædt Amorphis' melodiske metalrock bedre. Efterfølgeren "Silent Waters" ('07) viste et stadigt revitaliseret band, som uden at overgå sig selv dog virkede alt andet end færdige.

Det samme gør sig gældende på "Skyforger", som atter engang er baseret på det finske nationalepos, Kalevalaen. Denne gang følger vi - til forskel fra tidligere albums - én karakters historie, nemlig selveste himlens skaber, smeden og håndværkeren Seppo Ilmarinen.

Louhi, en gammel troldkvinde fra nordlandet Pojohla, befaler Ilmarinen at smede Sampo, en magisk mølle, som skaber både mel, salt og guld. Og ligesom dennes ejermand således er sikret både basal føde, en værdifuld handelsvare og rigdom, ligeså omfatter åbningsnummeret "Sampo" faktisk intet mindre end alt hvad Amorphis har at gøre med af virkemidler. En uimponeret, dorisk rockende vals hiver på ligefrem vis pladen igang og modulerer snart over i et underspillet men forløsende omkvæd, som kun Amorphis kan lave dem. Dernæst bliver det hele dog brudt ned i et umiskendeligt Tool-klingende C-stykke og genopbygget i et luftigt, strygerdomineret coda, der ender i både growling og keyboardsolo. Så fik vi vist også det hele med.
Herfra gås der ivrigt videre til singlen "Silver Bride", der i kontrast er en nærmest ufarlig straightforward-poprock-størrelse, som ethvert andet Nuclear Blast-band ville have brændt nallerne mere eller mindre slemt på. Men Amorphis kan altså et eller andet med bare at få en melodi til at fungere over nogle få, komplet basale akkorder. En simpel, men ædel kunst som desværre kun er de allerfærreste kontemporære bands forundt, selvom det stik modsatte jo i virkeligheden burde være tilfældet.

Også bandets notoriske flair for effektive leadtemaer skinner igennem i de derpå følgende "From the Heaven of My Heart" og "Sky Is Mine", som i hver sin boldgade er henholdsvis melankolsk og uptempo, men begge umiskendeligt Amorphis-rockende. "Skyforger" er i det hele taget enormt rockende, - omend der er naturligvis er tjek på dynamikken hele vejen igennem. Kun "Majestic Beast" er generelt metallisk og dramatisk, men ellers er stort set hver eneste sang afmålt med rolige passager i den ene eller anden afskygning, samt momentvist garneret med både fløjte, klaver, strygere og synth.
Desuden er visse numre prog'et en kende op, f.eks. den sublime afslutter "From Earth I Rose", som til sin egen fordel formår at skifte både feeling og taktart flere gange, - uden andet formål end at understøtte nummerets drive og dynamik. Og vel er Amorphis langt fra lige så progressiv en størrelse som så mange andre, men enhver anden gruppe under den fane havde på den anden side netop aldrig kunnet fastholde et så naturligt og uprovokeret flow som her.

Hvad teksterne angår, ved jeg sandt at sige ikke om Ilmarinens passager i Kalevalaen bare er meget ensartede eller simpelthen repræsentative for det samlede værk... Men hvorom alting er, bombarderes læseren her med et svært symbolistisk billedsprog rangerende fra elementernes rasen over excessiv forekomst af diverse ædelmetaller til symbiose og/eller splittelse mellem krop, ånd og materie. - For det meste i én stor pærevælling: "Under the vault of heavens I stood alone, waiting/the blaze of silver shining in my eyes/my hands of gleaming gold/the red of iron in my veins/the blue of steel in my bones/the sparkle and blackness of coal in my hair/my chest golden with waves". Eller hvad med: "Sparks sent flying, my mind thundering/the room of my heart flashing to the sky/the flaring and fumes fill my senses/pervade this room and this space".
Det er næsten for meget af det gode. Men faktisk kan lyrikken siges netop at være en passende afspejling af musikken, for som antydet er "Skyforger" et ret homogent værk, der populært sagt simpelthen bare lyder godt.
Ganske enkelt.
Amorphis forstår om nogen at arbejde med æstetikken i højsædet, det være sig gennem både deres sound og ikke mindst førnævnte evne til bare at få lortet til at virke uden at ende som deres mange mere eller mindre cheesy labelmates.
Nogle vil måske mene at førnævnte sound er typisk Nuclear Blast-steril og alt for lidt beskidt til et band, der startede som dødsmetal ud af den gamle skole. Jeg selv siger at den passer perfekt til et band, som har skabt sin egen niche på en lang vej væk fra et dog personligt bud på noget ellers generelt lidt mudret og udechifrerbart. "Skyforger" er ganske vist ikke den bedste samling Amorphis-sange hidtil, men det er Amorphis, som de SKAL lyde, og enhver åbenhjertet metallytter burde ærligt talt kunne finde det i sig at synes om dem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at man faktisk nok skal være lidt af et et røvhul for ikke at kunne finde noget positivt på "Skyforger" eller for den sags skyld hos Amorphis i det hele taget.

Lyt selv efter.

CCCCc -andreas


P.S. Som visse læsere måske allerede har opdaget, indeholder digipack'en af "Skyforger" et par drastiske mastering-fejl i lydniveauet på to numre. Det bør dog ikke afholde nogen fra at investere i denne, eftersom Nuclear Blast for det første naturligvis har udstedt lovning om erstatning, samt fordi bonusnummeret "Godlike Machine" kun forbedrer en CD, som i min optik faktisk endda er for god til at selv en så grel teknikersolo som i dette tilfælde kan skade det samlede helhedsindtryk i første omgang

Kom med kommentar i vores FORUM