Med ”The Shadow Era – Demo 2007” viste Altar of Oblivion glimrende potentiale til at holde fanen højt for den episke doom metal. Vel at mærke uden at give den som irrelevant plagierende retroband! Selv med skønhedsfejl og plads til finpudsning var den solide stemning helt fasttømret, og det lovede potentiale indfries i høj grad på ”Sinews of Anguish”.

Allerede med demoet luftedes forkærligheden for det konceptuelle, her med fokus på slaget ved Stalingrad i vinteren 1942-43, og den linje fortsættes på albummet. Vinklen er nu gennem øjnene af en tysk soldat sendt til Østfronten i efteråret '42 som en del af kampene mod Sovjetunionen. Det essentielle lader til at være individets tab af tro på sagen, som kæmpes for, når realiteterne sætter ind, selvom flugt fra situationen umuliggøres af fastlåsthed uden nåde. Uundgåelighed og tragedie må siges være særdeles passende for doom metal genren. Dette tilfælde er ingen undtagelse.
Artwork og opbygning af bookletten er holdt, så intet trækker fra tematikken. Hverken bandbilleder eller andre forstyrrende elementer er at finde. I stedet bruges pladsen udelukkende på grafisk materiale af relevans for tematikken, og der er endda en kortfattet skreven introduktion til at sætte stemningen forud for, at lyriken dukker op.

”Sinews of Anguish” går gennem marv og ben med sorgfulde toner. Input af regulær heavy metal tilføjes de helt rette steder for at oppiske en energi, der modvejer de tungsindige passager og holder albummet i konstant fremdrift som en rullende kampvogn. Behersket, men aldrig ugideligt slæbende. Titelnummeret står som en 11 minutters kraftpræstation, der gennem flere faser drager det episke aspekt mod nye højder.
Forbedringerne mærkes over hele linjen. Især trommerne har fået en gevaldig opstramning, hvilket også var tiltrængt, da de ikke altid tog sig lige heldigt ud på demoet. Der er stort held med at bringe dem nærmere det solide basspil, som står for at understrege megen af albummets knusende slagkraft ganske eftertrykkeligt.

Førhen var vokalen ligeledes af svingende succesrate, om end den brændte igennem som yderst særpræget. De nærmere omstændigheder er mig ikke bekendt, men der skulle stå en trænet operasanger bag, og den atypiske skoling kan være faktoren, der skaber en fremtoning og svulstighed, som giver distance til stemmeføringen hos mange af de traditionelle doom metal sværvægtere.
Sangstilen fungerer dog mindre optimalt i passagerne, hvor den akkompagneres mest sparsomt. Introen, der varer de første to minutters tid af ”My Pinnacle of Power”, er et åbenlyst eksempel på, hvordan dens svulstighed kontra afdæmpet modspil resulterer i ubalance. Problemet gentager sig igennem hele ”A Retreat into Delusions”, som til gengæld trækkes op af påfundet med at integrere smukt fløjtespil i lydkulissen.

Efter årevis med den trivielle death/doom niche som stort set eneste eksponent herhjemme for doom metal genren som helhed er det kærkomment med et helt andet tag derpå. Ikke at det isoleret set ville være en blåstempling, hvis ikke Altar of Oblivion kunne deres kram. Men det kan de, og enkelte indvendinger til trods står ”Sinews of Anguish” i det store hele som et frisk tag på en traditionspræget lyd. Er begejstringen for Trouble, Candlemass, Pagan Altar, Count Raven osv. på plads, bør albummet fluks tjekkes ud! Hvis optimeringskurven holdes til næste gang, er der noget fuldkommen overvældende i vente. -guldmann

Altar Of Oblivions Myspace.com site finder du HER.

Kom med kommentar i vores FORUM