Canadisk post-hardcore med pludselig samfundskritisk agenda, blender store temaer med smal spændvidde, og selvom tilvænning kræves, eksekveres alvoren med lige tilpas så energisk charme, at højtideligheden aldrig helt overtrumfer modet. Alexisonfire roder sig virkelig ud nogle seriøse badutspring her, men slipper i landingen med et par forstuvede tæer, og det er immervæk en lykkelig slutning, når det længe så ud til at ende med varige mén.

Der er nemlig ikke meget på ”Old Crows / Young Cardinals”, der rigtigt giver mening i starten. Ovenpå den overrumplende forgænger ”Crisis”, forekommer melodierne mærkeligt anonyme, ladt i stikken af en fortid, med langt større iørefaldenhed, og ydermere har George Pettit, den ene af tre sangere, lagt sin udmærkede skrigevokal til side, for at hellige sig en ret ucharmerende, hæs sangteknik. Den stemme fungerer stadig ikke for mig, den synes underligt tilstræbt, og giver ikke nær så fint modspil til den rene sang, som da der blev skreget ordentligt. Smag og behag måske. Jeg kan ikke forlige mig med det.

Nede på points her, men stille og roligt åbenbarer den her plade sig så alligevel, og hvor det kom fra, at umiddelbart sterile stiløvelser, umotiveret sniger sig ind i hjernebarken og så dragende, skriger på opmærksomhed er mig en gåde. Men det sker. Numre som ”Old Crows”, ”Midnight Regulations” og især den isklare ”Born and Raised”, står som formfuldendt, moden sangskrivning, der vokser for hver gennemlytning, og det er så at sige overraskende, når de ellers inden, lagde op til afslag og panderynken. Tid, mine venner...

Lyrisk set gabes der dog stadig over for stor en mundfuld, for de alvorlige tematikker, eksekveres simpelthen ikke med den sproglige opfindsomhed, der er nødvendig for at kritikken skal løfte øjenbryn. Tekstmæssigt har Alexisonfire aldrig hevet de store sejre i hus, så et mere enkelt udgangspunkt ville absolut have været at foretrække. Desuden ved jeg ikke hvordan det lykkes at overmatche Thrice i klægt patos, men det er immervæk hvad der sker på ”The Northern”, der næsten ender i rendyrket gospel-stemning. Vel egentlig velment og variationsmæssigt klædeligt, men i sidste ende bare ret malplaceret.

Samlet set står ”Old Crows / Young Cardinals”, altså dog som et gedigent udspil, fra et band, der tør underspille sine åbenlyse talenter for hitskrivning, til fordel for noget dybere og mere langtidsholdbart. Alexisonfire famler stadig lidt i blinde, når melodierne skal i andre retninger end ligeud, men det er til at tilgive, når nu resten af materialet åbenbarer sig så effektivt. Intenst og stilsikkert, men med enkelte faldgruber. Giv tid. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM