Som udgangspunkt synes jeg ganske godt om A Kid Hereafter, der i sin oprindelige, skæve pop-inkarnation er et ganske sympatisk og humørfyldt bekendtskab. Bandets midtpunkt, den karismatiske Frederik Thaae, og dennes legesvende har på den ene eller anden måde en forbindelse til den mere ekstreme del af den danske musikundergrund – således stiftede undertegnede først bekendtskab med dem til Screamfest i Roskilde tilbage i sommeren 2006, hvor blandt andet The Ghostname, Sygdom og The Psyke Project også optrådte. Denne forbindelse har så på en eller anden måde affødt ønsket om at gen-introducere bandet i et mere hårdtslående format; enter A Kid Hereafter In The Grinding Light. Resultatet er mindst lige så skævt og legesygt som den stil, hovedbandet kører. Men hvor skævhederne klæder pop-versionen af A Kid Hereafter er de i dette tilfælde den største hæmsko for bandet.

Det er tydeligt, at det er yderst kompetente kræfter fra alle ender af det musikalske spektrum (Raveonettes, Complete, Düreforsög), der står bag AKHITGL – hvis pressematerialet taler sandt og pladen rent faktisk er indspillet live over fire dage kan man ikke andet end imponeres over bandets stramme sammenspil og musikalske overskud. Desværre skyder projektet sig selv i foden i en slem grad ved at tage hvad der egentlig er ganske fornuftige grind-skitser og spæder dem op med alskens gøgl og løjer. Ikke ulig diverse Mike Patton-projekter – her tænkes især på Fantomas – bliver numrene iklædt fjollede vokaler, underligt krampagtige breaks og besynderlige lyde. Der skal sikkert være dem, der hylder AKHITGL og deres uhøjtidelige tag på en genre, der ellers er bygget op omkring et meget stramt regelsæt, men for inkarnerede grindfans som undertegnede bliver førnævnte regelsæts nødvendighed pludselig soleklar, når man står ansigt til ansigt med denne plade. Bundsolide riffs og egentlig ganske fængende stykker bliver smadrede og voldtagede af malplacerede tiltag og Frederik Thaaes midlest talt uegnede (i grind-sammenhæng, forståes) vokal, der igen trækker i for høj grad på vokalekvilibristen Pattons tidligere stemmeeksperimenter eller vores egne Düreforsög. Man får en underlig følelse af, at bandet rent faktisk godt kunn have skrevet en sej og fængende grindskive, men i stedet valgte at benytte muligheden til at tage pis på genren – og det er ærligt talt lidt af en skam, da solide, tightspillende grindbands i den grad er en mangelvare her i landet. I stedet ender vi op med et useriøst og knopfremkaldende irriterende produkt, der sikkert vil have sin appel hos folk, der foretrækker deres metal pakket ind i lag af selvironi og komiske skævheder, mens fans af grind som sådan sikkert ikke finder meget interessant ved denne skive.

Hvorfor en stor del af den danske musikpresse skamroser dette projekt og tilslynger det med rosende adjektiver stiller jeg mig ganske uforstående overfor. Der er ganske enkelt ikke meget at råbe hurra for over denne fjollede gøglerskive og næste gang at Thaae roder sit karakteristiske kæmpeskæg igennem for ideer, opfordres han herfra til venligst at holde sig til den charmerende og naivistiske popmusik som A Kid Hereafter-debuten, ”Rich Freedom Flavour” fra sidste år, excellerede i. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM