Som det måske er en enkelt eller to bekendt, har musikken fra de sataniske adelsmænd i Akercocke siden gennembruddet med album nummer 2, ”The Goat of Mendes” fra 2001, været en af undertegnedes foretrukne perverse nydelser i grænselandet mellem black, death og progressiv metal. Den foreløbige kunstneriske kulmination udkom sidst i 2005 i form af albummet “Words That Go Unspoken, Deeds That Go Undone”, der måske nok lugede de sidste rester af black metal ud af Akercockes lyd, men som til gengæld også indeholdt bandets hidtidig mest progressivt orienterede materiale. På Akercockes nye og 5. udgivelse, ”Antichrist”, må jeg dog med skam meddele at gutterne for første gang i karrieren skuffer fælt...

For det første er der denne gang gået noget helt ravruskende galt med produktionen; trommerne lyder syntetiske og uden bund, guitarerne er mærkeligt diffuse og vattede, mens de dybe growls mudrer og er mere eller mindre totalt uforståelige; kun indslagene med ren vokal og akustiske instrumenter lyder acceptable. Få dog Neal Kernon tilbage i producerstolen hurtigst muligt, drenge!

Af samme årsag trækker den bovlamme lyd på ”Antichrist” effektivt tænderne ud af ellers aggressive Akercocke numre som ”Summon the Antichrist”, ”Man Without Faith or Trust” og ”Footsteps Resound in an Empty Chapel”; alle de velkendte Akercocke elementer er såmænd til stede, men det sidste ’bid’ mangler i udtalt grad. Noget heldigere går det faktisk på de mere utraditionelle og eksperimenterende kompositioner som ”Axiom”, ”The Promise” og ”Distant Fires Reflect in the Eyes of Satan”, hvor produktionen ikke i samme grad stiller sig til hinder for musikken. Faktisk er ”Axiom” nok albummets eneste regulære perle, der starter med den aparte kombination af en akustisk guitar på en bund af køligt kontrollerede blastbeats, hvorefter noget isnende smukt og højbårent skønsang tager over samtidigt med at intensiteten, tempoet og tyngden gradvist tiltager. Havde hele albummet da bare kunne holde dette niveau...

På den stemningsfulde ”The Promise” benytter Akercocke en såkaldt yang ch’in, et strengeinstrument af asiatisk oprindelse, der anslås med små stave af træ, hvilket giver en meget speciel østligt klingende lyd, som passer nummerets skumle atmosfære fint. Endnu mere percussion-baseret er ”Distant Fires Reflect in the Eyes of Satan”, der også ud over ildevarslende og ominøst messende vokalarrangementer drager nytte af noget, der lyder som et krumhorn eller en skalmeje, men er der ikke helt basalt et eller andet galt, når de mest interessante skæringer på et ekstremmetal album er dem, der så godt som intet har med metal at gøre?

I (af)guder, hvor er det dog frustrerende som svoren Akercocke fan at lytte til ”Antichrist”; mange af de signaturelementer man forbinder med bandet og deres unikke approach er bestemt også til stede på det nye album, men frustrationen er derfor også dobbelt, når det kun bliver til spredte tiltag i retningen af noget stort. Der er bestemt henrykkende passager at finde på ”Antichrist”, men der er for langt imellem dem, og de middelmådige eller i værste fald direkte mislykkede indslag trækker effektivt de positive aspekter ved albummet med sig ned. Et ’godt’ eksempel på dette er nummeret ”The Dark Inside”, der på én og samme tid indeholder nogle af albummets sejeste bidrag, men også nogle af de mest kiksede. Skæringen starter med en heftig gang old school agtig prototypisk ekstremmetal á la Venom meets Celtic Frost, men skæmmes så pludselig af noget der mest af alt minder om en fattigmands indie-version af Sonic Youth!? Ikke et ondt ord om Sonic Youth, men det har sgu ikke noget at gøre på en ærkesatanisk Akercocke udgivelse!

Måske burde Akercocke i stedet have kaldt dette album for ”Anticlimax”, for efter en hidtidig karriere i konstant kunstnerisk fremgang er ”Antichrist” efter min mening et skridt eller to tilbage for Akercocke; albummet er for kort, har som nævnt en underlig ufokuseret produktion, materialet virker lettere uinspireret, og i det hele taget opleves ”Antichrist” som resultatet af et band, der af uforklarlige årsager synes at have mistet inspirationen. Forhåbentligt genfinder de den sorte magi igen på fremtidige udgivelser, for ”Antichrist” er ikke et album, der for alvor er Akercocke navnet værdigt. Adel forpligter, og denne gang lader Akercocke i mine ører desværre sine tilbedende vasaller i stikken.

PS: Specialudgaven af ”Antichrist” skulle efter sigende indeholde 2 coverversioner af “Chapel of Ghouls” og "Leprosy", oprindeligt af og med henholdsvis Morbid Angel og Death, så måske kan det faktum hjælpe lidt på lysten til alligevel at investere i det nye Akercocke album? -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM