'You're born, you do shit, you die!' er det klokkeklare statement i coveret til ”Agorapocalypse”. Indtil videre har Agoraphobic Nosebleed være sejlivet og befinder sig stadig i 'do shit' fasen. Siden dannelsen i 1994 er der væltet flere udgivelser frem, end de fleste almindelige dødelige ville magte at holde styr på. De foretrukne formater har primært været ep'er og split-udgivelser med andre bands.
Antallet af ANB fuldlængde-album, der er sat i verden, står dog til diskussion. Nogle tæller ”Honky Reduction” som et af slagsen, men de 18 minutters spilletid holder den for mig at se i ep-kategorien. Så har vi ”Altered States of America” - et 21 minutters absurd bombardement, delt op i 100 'numre', oftest blot af få sekunders varighed. Det må betragtes som uden klassifikation. Tilbage står ”Frozen Corpse Stuffed with Dope”, et absolut hovedværk inden for nyere grindcore, men det udkom jo helt tilbage i 2002, så ANB har ikke ligefrem hastet den regulære album-opfølger igennem.

Ventetiden er (selvfølgelig) blevet fyldt godt ud med et utal af de førnævnte ep'er og split-udgivelser, oftest varierende i stil fra gang til gang - f.eks. skruedes tempoet ned og tyngden voldsomt op på ”Domestic Power Violence”, der udsendtes sammen med Apartment 213. Så præcis hvordan det annoncerede næste album ville tage sig ud, kunne man kun gisne om, og de fleste spekulationer har vist sig at ramme forbi målet. Faktisk ved jeg ikke helt præcis, hvad jeg forventede, men én ting er sikkert - ”Agorapocalypse” lyder på ingen måde som noget, der var inden for min umiddelbare forestillingsramme om, hvad Scott Hull & Co. ville være i stand til at diske op med.

Et enkelt blik på bagcoveret burde være rigeligt til at spærre øjnene op på den hærdede ANB lytter – der er kun 13 tracks, men spilletiden runder næsten en halv time. Faktisk er der 14 numre, men ”Timelord Zero (Chronovore)” ligger inden det første indekserede track på cd'en, så man skal spole tilbage, umiddelbart efter at der trykkes på play for at høre det. Fuldstændig som på ”Alterered States of America”. Visse cd-afspiller kan dog ikke håndtere tricket – min egen nægter det. Vinyludgaven har til gengæld nummeret placeret allersidst på side to, så der lykkedes det mig at høre det, og ”Doctor Who” referencer i stor stil er som altid en fryd. 'Exterminate, exterminate, exterminate'!

Der kom vi lidt på afveje, men som sagt, ”Agorapocalypse” er næppe, hvad man forventer, da der er taget ufattelig mange og lange skridt væk fra den traditionelle højhastigheds trommemaskine-grindcore. Mutationen er heldigvis mere vellykket end den udvandede version af Pig Destroyer, Hull præsenterede på ”Phantom Limb” for to år siden. ANB har intensiteten intakt, men hvad lyder det så af? På enkelte tracks trækker den (næsten) rendyrkede grindcore stadig læsset med ubarmhjertig fræs af et minut varighed, og disse er nogenlunde at sammenligne med materialet på f.eks. Kill the Client splitten. ”Ex-Cop”, ”Dick to Mouth Resuscitation” og ”Timelord One (Loneliness of the Long Distance Drug Runner)” associeres lettest med, hvordan ANB fremstod førhen, selvom lyden både er blevet mere nuanceret og har fået ekstra tung bund at hamre igennem med.

Ved hovedparten af skiven er det en helt anden sag. Numrene flyder ikke sammen til musikalske lammetæv, men står ud fra hinanden. Der er læssevis af super fængende riffs og tilsvarende memorable stykker på vokalsiden - stilen taget i betragtning, selvfølgelig. En nærmest futuristisk udlægning af thrash/speed metal, crossover og hardcore har gjort stort indhug i fremtoningen. ”Agorapocalypse” kan anskues som en genetisk modificeret kloning af Slayer og D.R.I. skudt 30 år ud i fremtiden med raketfart – og det er fedt! Resultatet bliver langt mindre mekanisk, end man havde troet muligt for ANB. Alligevel vedligeholdes utilregneligheden fra førhen bl.a. med bevidste fejl i maskineriet og den rene vildledning - der er plantet hakkende lydudfald i ”Trauma Queen”, og andre steder lægges der op til ting, som bare aldrig indtræffer.

Spøjst er det egentlig, at Hull stadig hænger ved de programmerede trommer, da tempoet de fleste steder strengt taget er nede på et niveau, hvor en trommeslager af kød og blod ville kunne følge med. Numrenes udformning indbyder endda ofte til det. Måske ønsker han at at beholde snerten af det maskinelle præg, så ANB aldrig bliver helt menneskeligt? Dog er programmeringen på et niveau, hvor de færreste kan følge med, hvad variation og opfindsomhed angår. Det bedste eksempel er ”Question of Integrity”, der afsluttes af intet mindre end en udstrakt trommesolo. Hvornår noget lignende ellers skulle være hørt, kan jeg ganske enkelte ikke komme på. Det er ren ”Blade Runner”, hvor menneskelighed søges kunstigt frembragt, men akkurat lige ikke opnås.

Et utal af personer har leveret vokal til projektet gennem årene, selvom det faste omdrejningspunkt altid har været særdeles karakteristiske Jay Randall. Han fylder selvsagt godt på ”Agorapocalypse” i selskab med Richard Johnson, som også har være en af de mest hyppige gengangere førhen. Begge er vokset med ANB universet og yder alsidige præstationer, der stadig er harske og overrumplende nok til kunne få de fleste til at spile øjnene op. Som noget helt nyt er Katherine Katz (fra sludge-bandet Salome) blevet permanent medlem, og hendes vokal hører til blandt de absolut stærkeste faktorer på albummet. Sjældent har man hørt en indestængt vrede på niveau med hendes, og når hun åbner gabet, svitses alt væk, som var den verbale flammekaster tætpakket med napalm. En genial tilføjelse der hæver adskillige tracks til et niveau, som ellers ikke var nået. Særligt ”Trauma Queen” og ”Moral Distortion” er værd at fremhæve her. Katz' lyrik er mindst lige så afsporet som den, Randall plejer at diske op med, så de holder forhåbentlig på hende fremover.

Visuelt er værket også et rent festfyrværkeri af den afsporede slags. ANB har tidligere anvendt Florian Bertmer til diverse udgivelser, men det kaotisk eksplosive covermotiv til ”Agorapocalypse” overgår alt, hvad han tidligere har præsteret. Bookletten er en moppedreng på 32 sider, primært bestående af Brian Walsby illustrationer til hver og et af numrene, hvor lyriken præsenteres ved siden af i talebobler for at matche temaet med tegneseriepaneler. Kradse farver og stribevis af indslag, du næppe ville bringe op som samtaleemne hos svigerfamilien – stikvåben, ildspåsættelse, kanyler, mandshøje dildoer, rygeinstrumenter, afhuggede legemsdele... De med kendskab til Iron Monkeys ”Our Problem” ved ca., hvad det drejer sig om. Desuden har Jose Carrasquillo bidraget med farvelægningen samt to egne illustrationer, som vist hellere blot skal ses end beskrives.

Der findes et par forskellige udgaver. Den helt normale cd-version er i sig selv yderst nydelig, men man kan også få en udgave i longbox-cover, der indeholder lidt ekstra gimmicks – plakat, patch og et sæt med fire badges. En helt igennem genial idé. Altså, hvornår har du sidst set en longbox-indpakning anvendt? Måske da familiens mest kiksede onkel købte en White Lion cd på den lokale tankstation i starten af 90'erne...
Vinylversionen skal ligeledes fremhæves som noget af det ypperste, Relapse har præsteret i lange tider. Solidt gatefold cover, suveræn lydkvalitet og endda medfølgende et massivt hæfte i fuld lp-coverstørrelse, der er næsten identisk med bookletten fra cd-versionen.

Siden genrens begyndelse har formålet med grindcore været at stryge lytteren mod hårene. Men når støjende, ultra-korte højhastighedsudbrud bliver et komfortabelt varmetæppe, er det tid til andre boller på suppen. Netop derfor er tilgængeligheden og alsidigheden på ”Agorapocalypse” geniale træk, der blæser på konventionerne og nok skal vække lige dele harme og begejstring. Dog ingen brok herfra. Albummet er det, der uden sammenligning har fået flest afspilninger herhjemme i år, og jeg hylder det ubetinget. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM