Når højt profilerede bands med plads svævende et sted mellem status af undergrundshelte og bredere anerkendelse tager skridtet fuldt ud ved at skrive majorlabel-kontrakt, er det fuldstændig som at stikke den blottede rumpe frem til fri afklapsning fra alle sider. Gamle fans råber højt om, hvordan der sælges ud på alle hylder, og samtidig er der ingen garanti for, at nye lyttere fra en helt anden publikumsskare overhovedet kobler sig på. Et klassisk eksempel til skræk og advarsel var, da Jawbreaker skrev kontrakt med Geffen og udsendte ”Dear you”, der både var renere i lyden, men også betydeligt mere dyster end deres tidligere udspil. Kunstnerisk oplevede man et band på toppen, men den umiddelbare reaktion var stor skepsis og forbigåenhed, hvilket medførte, at bandet takkede af, og albummet røg ud af tryk samt fik et sørgeligt liv på tilbudshylderne. Senere hen opnåede Jawbreaker kultstatus, og ”Dear you” hyldes nu fuldt ud på linje med deres tidligere værker - sådan kan det altså gå.

Tidligere har Against Me! udsendt albums på veletablerede punkselskaber, først No Idea Records og siden hen Fat Wreck Chords, men nu har hovedmanden Tom Gabel samt resten af bandet altså følt sig modige nok til at prøve kræfter med Sire Records. Faktisk er selvsikkerheden så stor, at Gabel i albummets titelnummer og åbner som det første proklamerer ’We can control the medium / We can control the context of presentation’. Han har mindst lige så meget på hjertet som førhen, og at Against Me! hverken er ekstravagant image- eller konceptbaserede gør dem næppe til den næste åbenlyse kandidat i rækken af idoler for det købestærke teenagepublikum, næstefter My Chemical Romance, Coheed & Cambria eller AFI.

Nej, problemet med ”New Wave” ligger mere i det bratte stilskifte, som titlen varsler. Albummet er deres første helt uden akustiske indslag og står som et endegyldigt farvel til den folk-punk, der førhen var bandets helt stærke kort og skilte dem ud fra mængden. De assisteres endda af stjerneproduceren Butch Vig til at forme lyden på ny – ud med det rå og ind med det næsten overgjort polerede. Protestsangene har under kontrollerede forhold fået rigelig med strøm på, men giver det dem mere kraft? Ikke nødvendigvis. ”New Wave” er i hvert fald ikke at sidestille med hverken ”Reinventing Axl Rose” eller ”As the Eternal Cowboy”, men hvor har vi så Against Me! anno 2007?

De ti numre herpå er en solid sammenstøbning af punk og hymne-rock i moderat tempo. De stærkt insisterende omkvæd i sange som ”White People for Peace”, ”Thrash Unreal” samt titelnummeret kommer fuldt ud til deres ret efter et par gennemlytninger, og her forstår Gabel stadig at råbe folk op. Men ser man bort fra disse små perler, lider albummet under en snigende tomgang, der får det til at føles unødigt langt, den korte spilletid på en halv times tid til trods. Against Me! har valgt en lyd, hvor tilbageholdenhed hører til blandt de primære virkemidler, men indtil videre mestrer de den kun lige akkurat nok til opfyldelsen af minimumskravene, og herefter bliver ”New Wave” den rene kamp om at holde det regulære og forventelige fra at køre helt fast.

Bliver Against Me! Fortrolige med lyden fremover og leverer nogle virkelig solide sange med bid i, er der stadig håb for dem. De bør i det mindste hyldes for at ikke at have sadlet om til rendyrket flødepunk med masser af unødvendig bling-bling og infantile tekster, som så mange andre før dem er faldet for under ridtet mod berømmelsens tinder. Noget tyder da også på, at det større publikum er modent til mere end blot falden-på-halen punk, da ”New Wave” debuterede som #57 på Billboards top 200. Ikke værst – men giv os nu et virkelig solidt album næste gang! -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM