|
Aaaaah, er der noget der dulmer
ens nerver efter en lang, hård dag som at læne sig tilbage i stolen,
åbne en kold forfriskning og smide en god gang ukompliceret, klassisk
death metal på anlægget til naboernes generelle irritation? Det tror jeg
næppe og har du det på samme måde som jeg kan det kun gå for langsomt
med at få erhvervet sig svenske Aeons seneste angreb på alt helligt.
Aeon er, som deres kollegaer og landsmænd i bands som Bloodbath,
Entombed og Dismember tydeligvis ikke synderligt bekymrede omkring
originalitet eller deslige, men koncentrerer sig derimod 100% om
aflevering og udførsel. Og tak skæbne for det; ”Rise To Dominate”
flytter ingen grænser, men er bare god, gammeldags, anti-kristen
underholdning med masser af smæk for skillingen.
Efter ovenstående afsnit burde langt de fleste læsere allerede være klar
over, om ”Rise To Dominate” er noget for dem, men i det tilfælde at
nogen stadigvæk ikke helt har forstået skal jeg med glæde uddybe. Her er
tale om dødsmetal af den helt klassiske skuffe – masser af heftig
dobbeltpedal, blastbeats, hvinende guitarsoli, solidt riffarbejde og dyb
growlen. Paralleler til Deicide (især konceptuelt), Morbid Angel og
førnævnte Bloodbath er at finde i hobetal – tjek for eksempel den
ondskabsfuldt kravlende ”You Pray To Nothing”, der stilistisk set er i
familie med Morbid Angel-slageren ”Where The Slime Live”. På den
tekstmæssige front beskæftiger Aeon sig som sædvanligt primært med deres
had til organiseret religion og titler som ”You Pray To Nothing”, ”House
Of Greed” og ”Godless” overlader ikke meget til fantasien. Det er så som
så med variationen, både musikalsk og tekstmæssigt, så det er mere eller
mindre overflødigt at fremhæve nogle numre frem for andre – har du hørt
ét, har du mere eller mindre hørt dem alle. Til gengæld, hvis du kan
lide ét nummer, kan du højest sandsynligt lide dem alle. Dog vil jeg
umiddelbart udnævne ”Caressed By The Holy Man” til min personlige
favorit, primært på grund af det super groovy riffarbejde og det
fængende omkvæd!
Aeon fornyer altså heller ikke dødsmetal denne gang – tjek årets
udgivelser fra Odious Mortem og Defeated Sanity for den slags – men til
gengæld vinder de en hel del point på sangskrivning. Aeon kan noget med
at blande velkendte elementer sammen og ende op med øjeblikkeligt
fængende sange og deri ligger størstedelen af deres appeal. De er
hverken de hurtigste, mest tekniske eller mest brutale i gamet, men når
”Rise To Dominate” først roterer på anlægget glemmer man hurtigt at det
meste er hørt før. Hvis du efter denne smøre stadig er i tvivl om, om
Aeon er noget for dig.. Ja, så har du ikke hørt godt nok efter.
Bundlinien må være, at hvis du er til death metal, ja, så bør ”Rise To
Dominate” og forgængeren ”Bleeding The False” stå i din samling. Og så
skidt med, at det meste er hørt før og bedre. -moesby
Kom
med kommentar i vores FORUM
|