Min kære kollega Anders Vestergaard, skribent på metalmagasinet NRG, fik undertegnede introduceret til svenske A.C.T og deres festlige forrige udgivelse ”Last Epic”, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. På ”Last Epic” viste A.C.T sig nemlig at være en yderst behagelig kombination af Dream Theater i en light udgave og så af nogle nærmest poppede melodier og smægtende omkvæd, der bragte tankerne lidt hen i retningen af de almenkendte landsmænd i ABBA. Europas største selskab for progressiv rock/metal, InsideOut Music, har åbenbart også set fidusen i A.C.T, for bandet nye og 4. full-length album, ”Silence”, bliver samtidigt A.C.Ts første udgivelse på det prisværdige tyske foretagende.

A.C.T har valgt at bygge ”Silence” op omkring 10 enkeltstående numre efterfulgt af en længere komposition på lidt over 20 minutter kaldet ”Consequences”; sidstnævnte er dog opdelt i 9 segmenter med hver deres egen titel. Mht. de enkeltstående numre er "Truth is Pain, "Puppeteers", "Out of Ideas", "Useless Argument" og ”Call in Dead” blandt højdepunkterne; skæringer der følger fint op på udtrykket fra ”Last Epic”. Dog synes der overordnet set at være lidt mindre fokus på tunge prog.-metal riffs og instrumentale passager, mens der omvendt er lagt mere vægt på umiddelbart fængende omkvæd og simplere sangstrukturer opbygget efter en ret traditionel pop-skabelon.

Den ’hellige treenighed’ i A.C.T hvad angår tekst og musik må frem for alt siges at være forsanger Herman Saming, den elegante guitarist Ola Andersson og i lidt mindre grad keyboardspiller Jerry Sahlin. Især Samings meget lyse og specielle stemme gør A.C.T umiddelbart genkendelig, men også Anderssons delikate guitarspil bliver man hurtigt opmærksom på vigtigheden af; A.C.T’s egentlig ret originale udtryk skal derfor nok især krediteres d’herrer Saming og Andersson.

Rytmegruppen bestående af trommeslager Thomas Lejon og bassist Peter Asp løber dog med opmærksomheden på højdepunktet ”Out of Ideas” med deres markerede og funky sammenspil, mens den nærmest overstadige ”Useless Argument” sjovt nok minder meget om noget det desværre for længst opløste power-pop band JellyFish kunne have fundet på, og da netop JellyFish er et af mine favoritbands, skal jeg være den sidste til at beklage dén lighed. En tilnærmelsesvis reggae lignende rytmik og nogle teatralske musicalagtige vokalarrangementer er desuden med til at gøre ”Call in Dead” til en lækkerbisken.

Den lidt vel banale lyrik og det sukkersøde udtryk på balladen "This Wonderful World", noget der også til tider genfindes på "Hope" og ”Into the Unknown”, reddes heldigvis lige på stregen af A.C.T’s fine flair og fornemmelse for den gode melodi og det fængende omkvæd, og lidt groft sagt er den omtalte første halvdel af ”Silence” for mit vedkommende klart det, der redder A.C.T fra at skuffe mig lidt i forhold til ”Last Epic”.

Sagen er nemlig den at den lange afsluttende komposition ”Consequences” ikke rigtig danner en sammenhængende enhed i mine ører; dertil er de 9 omtalte numre der udgør ”Consequences” hver for sig for korte og for indbyrdes forskellige. Derved kommer ”Consequences” til at lyde som et medley over en håndfuld enkeltstående numre i stedet for som en samlet helhed. Dermed ikke sagt at der ikke er mange små labre detaljer at frydes over på ”Consequences”, for det er der bestemt.

Selvom ”Silence” altså i alt overvejende grad matcher ”Last Epic” i kvalitet, må det ikke helt vellykkede ”Consequences” nummer dog lige resultere i en ½ karakters fradrag, men derudover kan det nye A.C.T album sagtens anbefales til andre end inkarnerede fans af bandet som den gode hr. Vestergaard og undertegnede. A.C.T fortjener nemlig meget mere opmærksomhed, end de hidtil har været genstand for. CCCC½. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM